Camilla Pedersen er social- og sundhedsassistent og tillidsrepræsentant på et plejehjem i Gladsaxe. Hun er mor til en dreng på 1 år. Hun brænder for velfærdssamfundet, og ser det som sin pligt at skrive om alle de gode oplevelser og de udfordringer der er. Virkeligheden skal fortælles for at kunne forandres, mener hun.
JEG ER fuldstændig enig med Sophie Løhde, når hun i økonomiforhandlingerne mellem kommunerne, regionerne og regeringen melder ud, at sygefraværet for offentlige ansatte skal ned. Så vi har råd til kernevelfærden. Det er godt både for borgernes skyld, for økonomiens skyld og ikke mindst for medarbejdernes skyld. Men for mig at se, kan det kun løses ved at sætte fokus på arbejdsmiljøet.
Desværre virker det på mig som om, at Sophie Løhde er mest optaget af, at regioner og kommunerne tager ansvaret på sig, så hun selv og regeringen kan skubbe det fra sig. Og det virker som om, man er mere fokuseret på at måle sygefravær, end egentlig at handle på det.
I 2015 blev jeg sygemeldt med stress, efter et forløb hvor jeg blev mere og mere presset på mine arbejdsvilkår. Jeg arbejder med mennesker. Mennesker som jeg kommer til at holde meget af. Min faglighed, men også min menneskelighed siger mig, at jeg skal være med til at løse de mange forhindringer, der er på beboernes vej, uanset om det er fysiske eller psykiske udfordringer, de står overfor og at være med til at give dem gode liv.
Når man så en dag, opdager, at man holder blikket stift rettet i gulvet, når man passerer fru Jensen på gangen, fordi man kan se, at hun er søgende i sit blik, og man kan mærke, at det er en af de dage, hvor hun ikke ved, hvor hun er henne, og man simpelthen ikke har tiden til at tage sig af det – så mærker man, hvordan fagligheden og menneskeligheden forsvinder.
Og det er for hårdt, når man arbejder med mennesker. Det er derfor, vi går ned med stress på stribe. Fordi det bliver for tungt, for udmattende og for frustrerende hele tiden at vide, at her gjorde jeg det ikke godt nok. Jeg kunne have trøstet, og jeg kunne have holdt i hånd, men igen i dag havde jeg ikke tid.
DER ER to årsager til, at det gik galt for mig. Den første var, at vi manglede flere hænder. Den anden var, at vi manglede flere med den samme uddannelsesbaggrund som min egen.
Den første udfordring er sådan set nem nok at løse. Drop alle tanker om skattelettelser, rul dem tilbage, I allerede har gennemført, og vælg aktivt at investere i velfærden i stedet for. Det er der brug for.
Den anden er mere vanskelig, men politikerne har muligheden for at løse den. Det handler om at få flere til at vælge uddannelsen som social- og sundhedsassistent.
Lønnen spiller selvfølgelig ind, og her kom vi et skridt af vejen i overenskomstforhandlingerne, men jeg mener ikke, vi er i mål endnu. Forhåbentligt kan der laves endnu et ryk i overenskomstforhandlingerne om tre år.
Men der er meget mere end lønnen, der spiller ind. Den frokostpause, der har været så omtalt, og som min overenskomst egentlig giver mig mulighed for at afholde, men som jeg alligevel aldrig når at holde, gør det heller ikke ligefrem attraktivt at arbejde i mit fag.
Den er simpelthen en mangelvare alt for mange steder. Det bør være muligt, at vi kan sidde ned 29 minutter i løbet af en 8-timers arbejdsdag og hvile hovedet for de mange spørgsmål fra beboere, fra de mange konflikter, der er på en afdeling mellem beboerne og fra de mange dokumentationsopgaver, der er. Det må være muligt at opbygge et forhold til kollegaer, at have tid til at tale om andet end arbejdsopgaverne, for det er også en del af arbejdsglæden.
OG SÅ er der pensionsalderen. Jeg elsker mit arbejde som social- og sundhedsassistent. Jeg holder af de mange skiftende opgaver, af beboerne og af konstant at skulle sætte mig ind i ny viden. Men det er simpelthen ikke realistisk, at jeg skal blive i faget, til jeg er 72 år. Lad dog være med at tvinge mig til at være nødt til at uddanne mig videre. Indfør i stedet differentieret pensionsalder, der tager højde for forskellene på arbejdsvilkår.
Sæt vores faglighed fri, lad os slippe for alle de meningsløse skemaer og opkvalificer os i viden, i stedet for at tro, at afkrydsningsskemaer kan sikre, at ingen fejl bliver begået. Og hav nu tillid til os – de fleste af os er faktisk rigtige gode til vores arbejde!
Så kære Sophie Løhde og resten af regeringen kom nu i gang – gerne i samarbejde med kommuner og regioner, men kast ikke ansvaret fra jer. Løs udfordringerne med arbejdsmiljøet, så daler sygefraværet af sig selv. Ingen af os har lyst til at være syge fra vores arbejde. Vi ved, hvor hurtigt vores kollegaer må knokle, når vi er væk. Men for alt for mange er det desværre nødvendigt.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.