Det var sket stille og roligt over tid. Den ældre herre med kateteret, der ellers ikke havde ry for at gøre den slags, var begyndt at blive mere og mere nærgående overfor Marie.
Hun er sosu-elev og udførte hver dag personlig pleje på ham.
”Han blev mere og mere fysisk overfor mig. Tog måske lidt på mine sider eller aede mig på hofterne, og det var selvfølgelig ubehageligt,” siger Marie.
Det kammer over en dag, hvor han med et glimt i øjet fortæller Marie, at ’det er dejligt, når der kommer en smuk, ung pige og vasker én forneden’, imens hun er i gang med at rengøre hans kateter.
”Jeg griner af det, slår ham på låret og siger med et glimt i øjet, at ’du er da vist en gammel gris’”, siger Marie.
Læs også: De hører det konstant: Mums, flot kavalergang!
Men episoden sætter sig alligevel i Marie, der ikke ønsker at pleje manden efter episoden. Hun har tidligere oplevet upassende kommentarer og berøring fra demente, men det var noget andet nu, da manden er ved sine fulde fem.
”Hvis en borger er kendt for at være nærgående, er det vigtigt at sætte grænser. Det er nemmere at bære over med, hvis de er demente, for så kan de ikke styre det. Jeg blev overrasket og helt paf i situationen, fordi han ikke var kendt for at gøre den slags.,” siger Marie.
Gruppeleder: Bare ærgerligt!
Hun snakker med sine kollegaer og plejer efterfølgende ikke manden. Men da hendes leder kommer tilbage fra ferie, cirka 10 dage efter episoden, er beskeden klar: Marie skal pleje manden, og sådan er det bare.
Marie følte ikke, at lederen anerkendte, at hun havde haft en grim oplevelse hos manden.
”Det var klart mere grænseoverskridende, at min leder ikke efterkom mit ønske og anerkendte, at jeg havde haft en grim oplevelse med seksuel chikane,” siger Marie og fortsætter.
”Hun skulle slet ikke have lov til at bestemme, hvis jeg føler, at noget overskrider mine grænser. Den manglende anerkendelse af min oplevelse var klart det værste ved hele situationen,” siger hun.
Efter episoden med chefen var Marie nødt til at give manden personlig pleje én gang, selvom hun ikke havde lyst.
Hun stortudede bagefter og fik fat i sin fagforening, FOA. Hun blev overført til et andet plejecenter, hvor hun nu kan færdiggøre sin elevtid.
Det er en beslutning, som Marie er glad for.
”Jeg er lykkelig for at være væk fra det gamle sted. Det var en meget ubehagelig følelse ikke at have opbakning fra min ledelse i sagen,” siger Marie.
Marie er et opdigtet navn. Avisen.dk er bekendt med Maries identitet.