Trusler om vold, mobning og sexchikane har været en del af hverdagen hos hovedentreprenøren Copenhagen Metro Team (CMT) på byggeriet af Cityringen i København.
Det er de opsigtvækkende resultater af en arbejdspladsvurdering, som i løbet af sommeren har fået Arbejdstilsynet til at give CMT fire påbud.
Torsdag fløj topledelsen fra CMT ind fra Rom til et møde med Metroselskabet, hvor det blev diskuteret, hvordan man kan undgå lignende sager i fremtiden.
På mødet har CMT forsikret Metroselskabet om, at CMT har en nul-tolerance-politik over for vold, mobning og seksuel chikane, oplyser Metroselskabet.
- Vi er i dag blevet orienteret om problemerne med det psykiske arbejdsmiljø i CMT's hovedsæde, siger Erik Skotting, teknisk direktør i Metroselskabet, i en pressemeddelelse.
- Det er naturligvis fuldstændig uacceptabelt, at den slags kan finde sted i en virksomhed, som vi samarbejder med, og som skal overholde dansk lovgivning, hvilket vi har understreget over for CMT i dag.
- Vi har drøftet sagen med den øverste ledelse i CMT, som har forsikret os om, at der er iværksat en plan med henblik på at løse problemet. Planen bliver udviklet med hjælp fra en ekstern konsulent.
Claudio Lautizi, formand for bestyrelsen for CMT, siger, at krænkelserne vil få konsekvenser.
- CMT har en nul-tolerance-politik over for vold, mobning og seksuel chikane. Enhver krænkelse vil få konsekvenser, og i de værste tilfælde vil den ansvarlige person blive afskediget, siger han.
/ritzau/