Den kinesiske telegigant Huawei har i første halvår tilsyneladende haft fuld kraft på væksten, til trods for at selskabet i midten af maj blev sortlistet af USA.
Huawei er ikke børsnoteret og er derfor ikke forpligtet til at komme med kvartals- eller halvårsregnskaber. Fra i år er selskabet alligevel begyndt at fremlægge kvartalsregnskaber.
Tirsdag kom årets halvårsregnskab. Her beretter Huawei, at omsætningen er vokset med 23 procent. Dermed vokser Huawei hurtigere end for et år siden.
I første halvdel af året har Huawei omsat for 390 milliarder kroner - hvilket er omkring 73 milliarder kroner mere end første halvår i 2018.
I regnskabet kan man se, at en stor del af væksten er båret af salg af mobiltelefoner. Tal fra analyseinstituttet Canalys viser, at Huawei i voksende grad dominerer det hjemlige marked i Kina.
I alt er salget af mobiltelefoner vokset med 24 procent.
Uden for Kina er Huawei måske bedst kendt for sine mobiltelefoner og sin rolle på markedet for 5G-netværk.
I maj blev Huawei stemplet som et sikkerhedsproblem af USA. Selskabets telefoner og andre produkter blev sortlistet, og det har stort set hindret Huawei i salg på det amerikanske marked.
Samtidig har det også mistet adgang til amerikanske dele til sine produkter.
Ifølge nyhedsbureauet AFP siger formand i Huawei Liang Hua, at USA's sortlistning af Huawei har skabt "forstyrrelser", men at de alt i alt var "kontrollerbare."
- Vores udvikling gik meget hurtig, før vi blev sat på sortlisten i USA, siger Liang ifølge AFP.
Efter USA's beslutning har Huawei "objektivt set mange udfordringer", siger han ifølge AFP.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters