Søskendeparret Sonny og Gigi har indgået forlig med Fredericia Teater, som pillede dem af plakaten kort før opsætningen af High School Musical .

Det oplyser teatret, som ikke ønsker at gå i detaljer med aftalen, der betyder, at Sonny og Gigi vil få udbetalt honorar men ikke nogen yderligere erstatning.

Søskendeparret havde ellers krævet 12 millioner kroner i erstatning, fordi det mente, at teatret havde lukreret på deres brand og misbrugt dem som trækplastre til musicalen, hvor de skulle have spillet hovedrollerne.

Pengene skulle i givet fald gå til Børnecancerfondens arbejde, men det bliver der altså ikke noget af med forliget.

- Vi appellerer til pressens forståelse for, at parterne ikke ønsker at kommentere yderligere på sagen, og vi vil bestræbe os på at rette fokus på forestillingen og den forestående premiere i aften, skriver teaterchef Gert Astrup-Jepsen i en pressemeddelelse.

Hovedrollerne i musicalen spilles i stedet af Rasmus Fruergaard og Cammille-Cathrine Rommedahl, som i første omgang blot var blevet hyret til at være suppleanter for de to kendis-søskende.