Avisen smagte to af hovedstadens bedste bud på en
velsmagende nedkøling. Den traditionelle vaffelis fra Vaffelbageriet i Tivoli,
og den italienske udgave fra ParadIs på Amagerbrogade.
Første stop på turen var ved ParadIs på Amagerbrogade.
Her lød det kække svar, da vi spurgte efter en specialitet;
’Vores specialitet er is’. Den århusianske kæde plejer at have en ’dagens is’,
men i dag var der ingen at spore. I stedet gik vi efter chokolade, klassisk
vanilje og lakrids, som en læser på avisen.dk anbefalede.
ParadIs-kæden har specialiseret sig i italiensk is, og for
alvor sat det på landkortet. Således er der nu 11 butikker, og ekspansionen
stopper ikke. Nye afdelinger blomstrer op, senest i Horsens og Odense. Og det
er ikke svært at forstå, når man smager på sagerne.
Lakridsisen var uden sammenligning den mest
velsmagende, jeg har smagt. Intet mindede om den sorte udgave, man tidligere
har kunnet finde i almindelige iskiosker. Også chokoladen var i en klasse for sig.
Blød og rund med en ægte smag af chokolade, og ikke bare sukker og kakao.
Vaniljen var ikke så klassisk som først antaget. Friskere og
lækrere, end hvad frysedisken normalt byder på. Konklusionen blev, at der måtte
være tilsat lidt citron.
Vi valgte at få isen i et bæger. ParadIs har aldrig solgt
sig selv på sine vafler, og den italienske is smager næsten bedre, jo mere
enkelt den serveres.
Isen er lavet på mælk i stedet for fløde, og udover at spare
nogle kalorier, så har det også nogle klare fordele på smagsfronten. Isen
bliver mere cremet, og man går ikke tung og rund fra stedet.
En klassisk med
sprut, tak!
Efter den lette mælkeis gik vi videre til de tunge sager. Flødeisen
fandt vi i Tivoli, hvor Vaffelbageriet hører hjemme. ’100 år i Tivoli’ står der
på et skilt over butikken, og Vaffelbageriet skal da heller ikke beskyldes for
hverken at være moderne eller nyskabende. Til gengæld er de rigtig gode til
gammeldags is.
Vi bestilte en udgave med tre kugler, som ville slå en hver
tre-årig i gulvet. Ekspedienten fik lov at vælge, og hun gav os en vaffel med rom
og rosin-is, Baileys-is og så den mere børnevenlige pistache-is. På toppen fik
vi frisk flødeskum og lækker hindbærsyltetøj. Intet var sødet unødvendigt, og
isen blev aldrig kvalm, selvom den udgjorde et større måltid.
Vaffelbageriet er specielt kendt for netop rom rosin is,
fordi den er lavet af væsentlig mere rom, end traditionel rom rosin is. Til 20 liter is bliver der
brugt en hel liter rom, og det kan smages. På den gode måde. Baileys-isen var
derimod ikke så interessant, måske fordi smagen blev fortrængt af dens
spruttede fætter, rommen.
Til gengæld var vaflen noget nær det perfekte. Mange steder
har vaflen fået den tarvelige rolle, som holder for isen, men her gik det hele
op i en højere enhed, som supplerede hinanden på den mest optimale måde.
Og hvem er så vinderen? Den lette og elegante italiener eller den fede gammeldags dansker? Jeg ville tage den italienske om formiddagen og den gammeldags om eftermiddagen.