Somalias regeringsby Baidoa bliver nu bilfri by. Det sker af frygt for flere bilbombeangreb mod den midlertidige regering i byen, skriver BBC.
I sidste uge dræbte en bilbombe ni mennesker i byen, og i september var en bilbombe tæt på at tage livet af landets præsident Abdullahi Yusuf.
Somalias regering anklager landets magtfulde islamister for at stå bag angrebene, men den militære gruppering Somalias Islamiske Domstole, der kontrollerer store dele af landet inklusive hovedstaden Mogadishu, nægter at være involveret i bilbombeangrebene.