Søndag slog det detroniserede mesterhold FC København på udebane Silkeborg med 3-1 efter en kontrolleret og solid indsats.
FCK tager derfor om et par uger hul på Superligaens mesterskabsspil med en stime på fem sejre i træk bag sig.
I tabellen har FCK på fjerdepladsen seks point op til FC Nordsjælland på tredjepladsen, der giver en billet til playoffkampe om at komme med i Europa League-kvalifikationen.
Og tredjepladsen er FCK-træner Ståle Solbakkens primære fokus.
- Vi har fortsat ikke store chancer for at blive nummer tre, men de er da blevet lidt større nu. Det var en god runde for os, siger Solbakken.
FCK er med 18 af 21 mulige point forårets hold i Superligaen, men det i sig selv tillægger Solbakken ikke den store værdi.
- Det betyder mere, at vi vinder kampene. Drengene er mentalt stærke, de træner godt, og stemningen og kulturen på holdet er god.
- Vi kan ikke få de tabte point fra efteråret tilbage, men vi kan arbejde hårdt videre, siger Solbakken og tilføjer om søndagens 3-1-sejr:
- Vi var rigtigt gode. Vi skabte mange chancer, og vi gik ikke i panik, da vi lidt uheldigt kom bagud. Eneste minus er, at vi brændte for mange chancer.
Silkeborg-træner Peter Sørensen bukker sig i støvet for formstærke FCK.
- Vi spillede mod et bedre hold. Vi var inde i kampen og havde også en kæmpe chance ved 2-1, men FCK havde også flere store chancer undervejs.
- Vi må anerkende, at vi spillede mod et bedre hold, der vandt fortjent, siger Sørensen.
/ritzau/