Sol og varme på vej

Nyheder
Blandet landhandel rent vejrmæssigt i påsken, men det lover godt senere. (Foto: Scanpix)

Søndag bliver påskens bedste dag.

Vejrmæssigt bliver det en ganske pæn påskeweekend. Det siger Lars Henriksen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut.

- I bund og grund ser fredagen pæn ud, men vi får ikke sol fra en skyfri himmel, siger han og uddyber, at solens stråler kan blive sløret af højereliggende skyer.

Men det holder tørt fredagen igennem. Og med mellem syv og 12 graders varme og kun en svag vind fra vest kan det ifølge Lars Henriksen blive ganske behageligt til for eksempel at få ordnet noget i haven eller på altanen. Lørdag bliver noget anderledes.

- Der sker ting og sager. På Bornholm vil der i morgentimerne være sol, mens det i resten af landet bliver skyet. I den nordvestlige del vil der stedvist være perioder med regn, siger Lars Henriksen.

Det bliver en smule varmere end fredag med op til 13 grader. I de nordvestlige egne dog væsentligt køligere med ned til fem grader i dagtimerne.

Søndag vender solen tilbage

- Søndag begynder med regn mange steder, men i løbet af dagen kommer solen. Måske med en enkelt regnbyge. Og så er det værd at bemærke, at det bliver ti til 15 grader varmt, siger Lars Henriksen.

Påsken får dog en kold og blæsende afslutning på mandag med temperaturer fra fem til ti grader og jævn til hård vind fra nordvest.

- Og så kommer der byger, som kan være med både slud og hagl på mandag, siger Lars Henriksen, mens den følgende uge trods dårlig start ser lovende ud.