Danmarks udenrigsminister roser i en fælles udtalelse med udviklingsministeren Nobelkomiteens tildeling af fredsprisen til to kvinder fra Afrika og en fra Mellemøsten.
"Det er overordentlig glædeligt, at dette års Nobels fredspris går til tre stærke kvinder, der hver især har udvist mod og handlekraft i fredens tjeneste," lyder det fra udenrigsminister Villy Søvndal (SF) og udviklingsminister Christian Friis Bach (R).
I dag offentliggjorde den norske komite valget af Liberias præsident Ellen Johnson-Sirleaf, den afrikanske aktivist Leymah Gbowee og journalisten Tawakkul Karman fra Yemen som årets prismodtagere.
Ellen Johnson-Sirleaf er et kontroversielt valg, fordi hun optræder på den liberianske sandhedskommissions liste med 50 navne, der ikke bør bestride offentlige embeder i landet i de næste 30 år.
Den nuværende præsident i Liberia står på listen, fordi hun har støttet den tidligere krigsherre og præsident Charles Taylor, der nu sidder fængslet ved krigsforbrydertribunalet i Haag for sin rolle i borgerkrigen, der sluttede i 2003 og kostede en kvart million mennesker livet.
Den Norske Nobelkomites talsmand Geir Lundestad sagde tidligere i dag til Newspaq, at komiteen har hæftet sig ved, at Liberias højesteret har frikendt Ellen Johnson-Sirleaf.
"Dette er ingen helgenkåring. Der er antageligt ingen helgener blandt modtagerne af Nobels Fredspris," sagde Geir Lundestad til Newspaq.
Som præsident med beføjelse til at udnævne diplomater, optræder Ellen Johnson-Sirleafs navn desuden i den danske dokumentarist Mads Brüggers biografaktuelle film 'Ambassadøren', der handler om svindel med diplomatpas og adgang til bloddiamanter i det centrale Afrika.
Efter en længere korruptionskæde ender præsidenten med at skrive under på papirer, der officielt udnævner Mads Brügger til generalkonsul for Liberia i Den Centralafrikanske Republik.