Musikken: Dem skal du (ikke) høre
Okay, det begynder skidt, for faktisk kender jeg kun et af årets hovednavne. Det er Foo Fighters – dem med ham fra Nirvana, der ikke er død. Danske Medina og Gilli står også ret langt oppe på plakaten, så jeg gætter på, at det ikke er et festivalprogram, der går over i historien. Der kommer også en kunstner, der hedder Mabel. Det er dog desværre ikke den gamle, danske grandprix-vinder, men en engelsk R&B-sangerinde. Hende kender jeg heller ikke, men i beskrivelsen af hende står der, at hun ”med sin seneste single blæser til kamp for kropspositivisme, samtidig med at hun udfordrer den måde, et patriarkalsk male gaze har defineret kvindekroppen på.” Så hende skal jeg ikke høre.
Luk også ørerne for: Skidtvigtige koncertgængere
Lige så usandsynligt, det er at være på Roskilde Festival i fire dage uden at træde i en pøl af tis/blive væk fra sine venner/kaste op i en busk – lige så sandsynligt er det, at en emsig hipstertype står bag dig ved en hvilken som helst stor koncert på Orange Scene og holder et foredrag i stil med: ”Arh, jeg synes, de var bedre, da jeg så dem på Odeon i 2001. Deres første plade er også klart den bedste – det var inden, de blev så kommercielle.”
Mest øretæveindbydende: Folk i Che Guevara-T-shirts
Prøv at hør, gymnasietype med dreadlocks: Der er intet rebelsk i at klæde sig som alle de andre. Næ, hvis du virkelig gerne vil være oprørsk, så tag en T-shirt på med Dansk Folkepartis logo – eller Danish Crowns. Che Guevara var i øvrigt en mandschauvinistisk seriemorder, der ikke kunne udstå homoseksuelle. Selv tak.
Pas på: Fulde pædagoger
Jo, det er en dejlig dag, og jo, det er fedt, at dit favoritband spiller – men gider du ikke godt at lade være med at danse rundt som en hysterisk blæksprutte monteret på et kosteskaft. Det er ikke karneval i Aalborg, det her. Se, nu har du spildt øl både på mig og min nye Che Guevara-T-shirt!
Vær forberedt på: Politisk korrekt mad
Roskilde Festival inviterer spoken word-artister og performancekunstnere i ét væk, støtter alverdens tvivlsomme revolutioner og fylder scenerne med folkemusikanter fra det meste af Østafrika. Men desværre stopper hippie-festen ikke der. Næ, nu om dage kan man eksempelvis også spise det bestik, man får i festivalens madboder. Ja, SPISE. Måske de ansvarlige snart skulle koncentrere sig om at booke nogle ordentlige musikere, i stedet for at redde verden via knive og gafler. Så er det alligevel nemmere på Rock Under Broen og Skive Beach Party, hvor den største bekymring er, om man kan bære på både en frikadelleburger og en fransk hotter uden at tabe sin oppustelige hammer.
Undgå for alt i verden: Toiletterne
Folkene bag Roskilde Festival har råd til at hyre Foo Fighters (og det falske Mabel), men de har tilsyneladende ikke råd til at lave ordentlige lokummer. I hvert fald er kvaliteten af mobil-toiletterne på den største danske musikfestival stadig så (undskyld) skidt, at det faktisk er mere betryggende at træde af på naturens vegne i en tilfældig grøft, end at sætte sig på hullet over fælleskummen. Så slipper man også for resten af ugen at bekymre sig om, hvad det mon var, der sprøjtede op på ens baglår.
Stå ikke bag: Folk, der sidder på skuldrene
Hør nu her, smukke: Gud har skabt dig med korte ben, og det bør du respektere. Det kan godt være, at det er superromantisk, at din kæreste vil tage dig op på skuldrene, men det er altså ganske irriterende for os andre, der ikke kan se hverken scenen eller en eneste af de 14 folkemusikanter fra Østafrika.
Lær at kende: De fem typer af publikum
Studenten
Det er hende med de selvlysende neonbånd om halsen, de lidt for pæne Dr. Martens-støvler og de hjemmelavede huller i cowboybukserne. Hun kommer nok fra Nordsjælland og er nem at få øje på. I hvert fald indtil klokken 02, hvor hun ligger og kaster op, fordi hun har fået for mange Ga-Jol-shots. Selv da kan hun dog ofte genkendes på sin 'Student 2024'-T-shirt.
Punkeren
Ofte fra Sverige eller Tyskland eller en del af København, hvor du aldrig har været. Ofte iklædt en sort trøje med påskriften 'Nazis Raus' og ofte dekoreret med metal i de fleste af ansigtets bløddele. Stålsat i sin politiske holdning, men ellers i tvivl om det meste i livet: hvornår han sidst har været i bad, hvordan han kommer hjem og om han primært er kommet for at høre musik – eller for at prøve nye stoffer, vælte toiletvogne og slå urytmisk på tilfældige ting.
Drengerøven
Typisk første mand på campingpladsen, når festivalen åbner. Medbringende øl-bong, en meterhøj flagstang påmonteret Lolita-dukke og seks-syv af vennerne fra handelsskolen i Viborg. Hans forældre er lidt mere bekymrede for hans velbefindende, end han vil indrømme – men heldigvis kan de konstatere, at han er i live, når han mindst en gang toner frem i TV-Avisen med bøllehat og runde solbriller og fortæller om, hvor ”total crazy en lejr med både bordfodbold og bolletelt, som ham og hans makkere har lavet.”
Hipsteren
Du finder ham allerlængst væk fra Orange Scene – helt derude ved de små telte med elektronisk verdensmusik, skateboardbane og boder med vinylplader. Hans tøj er nyt, men skal se gammelt ud, hans skæg gammelt, men skal se nyt ud og han ynder at tale distingveret om kunstnernes politiske referencer, og hvorledes de kommer visuelt til udtryk i deres optræden. Alt sammen baseret på, at han engang har mødt Lydmor inde i Kødbyen og lige har fået læreplads som multimediedesigner.
Luksushippien
Hun har blomster i det lange hår, er iklædt sommerkjole og hendes støvler er slet ikke beskidte. I hånden holder hun fadøl, i munden en King's, og hun danser ubesværet, med sig selv og med lukkede øjne, og ser slet ikke ud som om støvet og stanken af urin går hende på. Hvilket den heller ikke gør, da hun er venner med en journalist fra Politiken, der har skaffet hende et armbånd til Mediebyen og derfor har tisset på rene toiletter og diskuteret moderne feminisme med Nina Rask og Pernille Rosendahls søster det meste af dagen.
Parlør: forstå, hvad folk siger
– Kan du huske smatten?
Svaret er ligegyldigt. Spørgeren vil bare gerne spille smart med, at han har været på festivalen sygt mange gange. ”Smatten” er et øgenavn for den mudderpøl, der i gamle dage dannedes foran Orange Scene. Ikke et kælenavn for den svenske pige, som står lige ved siden af spørgeren. Den misforståelse laver man kun én gang.
– Jeg bor i det sølvfarvede iglotelt på den anden side af broen
Betyder, at hende der siger det, egentlig ikke har lyst til at have besøg af dig, da 65 procent af alle på Roskildes campingområde bor i et sølvfarvet iglotelt. Hun kunne også bare have sagt ”det er mig med den stive veninde” eller ”vores lejr er den med et vildt sjovt, ironisk flag og nogle handelsskoledrenge, der tror de er rockstjerner, fordi de har lavet en øl-bong og drukket Fernet Branca til morgenmad.”
– Ryger du?
Har ikke noget med pibe eller cigaretter at gøre. Spørgeren vil vide, om du frivilligt lader dig påvirke af hash, som er yderst populært på festivalen. Alternativt, om du i din brandert er kommet til at sætte ild til dig selv.
OBS! Det må du aldrig sige:
– Folk, der tisser i naturen, er bare SÅ klamme.
– Føj for den. Kan man ikke få noget at spise, der ikke er økologisk?
– Nå, men ved I hvem, der også er rigtig fede live? Big Fat Snake.
– Det dér med at blæse til kamp for kropspositivisme, samtidig med at man udfordrer den måde, et patriarkalsk male gaze har defineret kvindekroppen på, lyder det ikke ret uoriginalt?
Roskilde Festival er netop skudt i gang og varer indtil søndag morgen. Tillykke til både jer, der skal afsted, og jer, der ikke skal.