Gentofte Stars kæmpede sig tilbage fra 2-4 til 4-4 i tredje periode ude mod Sønderjyskes ishockeyherrer mandag aften.
Men i overtiden vandt Sønderjyske det dramatiske opgør med 5-4 og gik dermed videre til kvartfinalerne i slutspillet med samlet 3-1 i kampe.
Inden overtiden troede Sønderjyske på sejren, selv om der var nerver på, fortæller profilen Steffen Frank.
- Gentofte scorede til 3-4 og så til 4-4. Så sad man og bed lidt negle. Det var dejligt, at det lykkedes hurtigt i overtiden, siger Steffen Frank i et interview på hjemmesiden faceoff.dk.
Sønderjyskes Tyler Fiddler scorede det afgørende mål blot 44 sekunder inde i overtiden.
Det var i det hele taget en kamp, der bølgede frem og tilbage.
Gentofte kom foran 2-0, inden Sønderjyske med fire mål i træk så ud til at have afgjort kampen. Sønderjyderne scorede tre mål på 13 minutter i anden periode.
- Det føles rigtigt dejligt. Det var nervepirrende. Vi var først nede 0-2 og havde så nogle sindssyge minutter i anden periode, hvor vi lige pludselig kom foran og red på en bølge.
- Og så blev vi måske lidt nervøse, fordi vi vidste, hvad det drejede sig om. Derfor er de her kampe så svære at lukke, forklarer Steffen Frank.
I mandagens anden kamp vandt Herlev Eagles overraskende over Odense Bulldogs og gik dermed også videre til kvartfinalerne.
Tirsdag aften parres holdene til kvartfinalerne, og Steffen Frank har ikke en ønskemodstander.
- Jeg har ikke nogen, jeg helst vil møde. Det viser, hvor tæt denne liga er. Alle kan slå alle. Det har de gjort i grundspillet, og tydeligvis gør de det i slutspillet.
- Der er ingen nemme kampe. Hvis du ikke er der, så er du der ikke, og så er det lige meget, hvem du møder. Det bliver tæt, vurderer han.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.