Formanden for Dansk Socialrådgiverforening Majbrit Berlau skriver i et debatindlæg på Altinget.dk, at hun savner regeringen. Hun savner, at regeringen støtter kommunerne, som har sat tempo på investeringer i socialt arbejde.
Med Abenraa og Herning som eksempler ser hun modeller for, hvordan fremtidens velfærd kan sikres. Men hvis det skal virke i stor skala, behøver kommunerne hjælp fra Christiansborg, skriver Majbrit Berlau.
Hun vil således have regeringen i samme spor som kommunerne og efterspørger støtte fra statslige puljer til sociale investeringer.
- Vi kan jo se, at pengene kommer tilbage igen, og i mange tilfælde endda ad flere omgange.
Samtidig er hun bekymret over regeringens interesse for privatisering og udlicitering af sociale indsatser, samt sociale investeringsmodeller efter engelsk forbillede.
- Og fra England ved vi, at det i bedste fald er meget besværligt og dyrt og i værste fald katastrofalt at lade private investere i offentlige udbud. Det sociale område egner sig simpelthen ikke til markedets forsimplede regnemodeller.
- Derfor håber vi, at regeringen vil kigge mere i retning af Herning og Aabenraa end London og Peterborough i arbejdet med fremtidens velfærd. Der er ingen god grund til at lade gevinsten fra sociale investeringer havne i private aktionærers lommer, når den kan komme os alle til gavn, skriver Majbrit Berlau.