Der er kun få ting, der gør mere ondt på Socialdemokraterne end uro i baglandet. Og nu er den der igen.
Det skriver Berlingske Tidende onsdag på baggrund af en rundringning til adskillige socialdemokratiske borgmestre.
- Jeg har det på samme måde som befolkningen: Jeg føler ikke, at S-ledelsen er synlig på Christiansborg. S-ledelsen skal være meget mere markant, siger Randers-borgmester Henning Jensen Nyhuus til Berlingske Tidende.
Og han mener, at der skal ske noget nu, har han skrevet i en mail til ledelsen af partiet.
- Jeg har et godt netværk blandt socialdemokratiske borgmestre. Jeg har sagt til dem, at det her bliver ikke ved med at gå, hvis ikke man gør noget, siger han.
Noget som helst begavet
Også partiets vestegnsborgmestre som Brøndby-borgmester Ib Terp og Glostrup-borgmester Søren Enemark er utilfredse.
- Hvem har vi hørt sige noget som helst begavet om noget som helst i meget lang tid? Det mangler. Og jeg synes, at vi mangler at melde ud, hvad vores bud er på at løse samfundets problemer, siger Søren Enemark.
Avisen har desuden talt med Finn Olesen, borgmester i Hjørring, der efterlyser, at den almindelige borger ved, hvad hun (Thorning, red.) mener. Det, synes jeg, ikke helt er tilfældet i dag .
Politisk ordfører Henrik Sass Larsen afviser kritikken.
- Vi er i gang med en proces med henblik på at udvikle en ny platform. Det gør selvfølgelig, at man skal have lidt is i maven i forhold til at vente på, hvad det er for nogle nye meldinger, der kommer. Vi tager os tid til at udvikle vores politik, siger han.
Tidligere har en gruppe under navnet Den Røde Skole med blandt andet Ritt Bjerregaard i front kritiseret ledelsen for at være usynlig og have haft en forkert strategi under det katastrofale folketingsvalg i efteråret.