Den 83-årige Niels Peter Nielsen skælder hele tiden ud og har blandt andet skabt utryghed. Og så har han flere gange offentligt kritiseret folketingsmedlem og medlem af byrådet i Sønderborg Kommune Jan Rytkjær Callesen (DF).
Derfor er han blevet smidt ud af Dansk Folkeparti, oplyser partisekretær Poul Lindholm Nielsen til JydskeVestkysten.
Niels Peter Nielsen siger til avisen, at han ikke har sagt andet end det, som alle ved:
- Jeg forstår ikke, at det kan være forkert at sige sandheden, siger Niels Peter Nielsen.
Niels Peter Nielsen har flere gange ytret sig om, at Jan Rytkjær Callesen sidste år glemte at komme til et byrådsmøde i Sønderborg, fordi han skulle passe sine juletræer på Nordals.
Den forglemmelse har Jan Rytkjær Callesen ifølge JydskeVestkysten selv beklaget.
Mester i fravær
I en Ritzau-artikel fra 27. oktober 2017 fremgår det, at Jan Rytkjær Callesen har været Christiansborg-mester i fravær.
I artiklen topper Jan Rytkjær Callesen fraværs-listen over Christianborg-politikere, der har dobbeltmandat og dermed også sidder i byråd.
Af listen fremgår det, at Jan Rytkjær Callesens procentvise fravær og delvise fravær fra møder i byrådet og udvalg i Sønderborg Kommune var 40 procent - han var ifølge opgørelsen udeblevet fra seks af 15 møder.
Stemning sikret
Udsmidningen af Niels Peter Nielsen kommer lige op til weekendens generalforsamling, og Poul Lindholm Nielsen begrunder desuden udsmidning med, at Niels Peter Nielsen sidste år ødelagde "stemningen" ved lokalafdelingens generalforsamling:
- Vi vil ikke risikere, at det gentager sig her i weekenden ved dette års generalforsamling, siger Poul Lindholm Nielsen til JydskeVestkysten, og tilføjer, at kritik er velkommen:
- Når blot den sker internt i partiet - aldrig i pressen.