Smal sejr over Senegal giver Colombia gruppens førsteplads

Sport
Colombias Yerry Mina sikrede en 1-0-sejr over Senegal med sin scoring, som betyder, at Colombia vandt gruppe H ved VM. (Foto: Foto: Emmanuel Dunand/AFP)

Med et kvarter igen steg Yerry Mina til vejrs og headede en 1-0-sejr til hjem til Colombia over Senegal.

De sydamerikanske følelser fik frit spil, da dommerens fløjte lød i Samara i opgøret mellem Senegal og Colombia.

1-0-sejren til Colombia betød således, at Colombia slutter øverst i gruppe H med seks point, mens Senegal landede på fire point og fik helt tomme udtryk i ansigterne.

Fire point kunne afrikanerne nemlig ikke bruge til ret meget, da Japan også sluttede på fire point.

Da de to hold var helt lige med målscore og indbyrdes kamp, måtte andenpladsen afgøres på fair play-reglen, og her stod Japan bedst.

Efter et kvarter opstod der drama i Colombias forsvar i torsdagens kamp.

Den unge forsvarsspiller Davinson Sánchez tacklede Sadio Mané, som faldt til jorden, og i første omgang dømte dommeren straffespark.

Efter at have set episoden igennem på video valgte dommeren dog at annullere straffesparket til stor glæde for Colombia.

Sydamerikanerne led dog et knæk efter en halv time, da profilen James Rodríguez måtte forlade banen med en skade, uden at han havde imponeret indtil da.

Ind kom i stedet Sevillas Luis Muriel.

Første halvleg endte uden scoringer, og det kunne Colombia kun være tilfreds med, hvis resultatet i opgøret mellem Japan og Polen artede sig for colombianerne.

Det var med nerverne uden på trøjerne, at spillerne derfor gik ind til anden halvleg, hvor der endnu ikke var scoret tæt på det sidste kvarter af opgøret.

Så skete der noget, og Colombia kunne juble.

I det 74. minut fik Colombia tildelt et hjørnespark. Det blev taget, og FC Barcelona-spilleren Yerry Mina steg til vejrs og smaskede bolden i mål med et powerfuldt hovedstød.

Dermed ville Colombia vinde gruppen, som krydser med gruppe G, hvor England og Belgien spiller om at vinde den gruppe.
/ritzau/