Familien Beha Erichsen stævner ikke ud på nye sejler-eventyr foreløbigt.
Det fortæller Mikkel Beha Erichsen til TV 2.
Årsagen er simpel: Theis har fået job som havnefoged i et område af Københavns Havn.
Og Mikkel og Emil skal arbejde på opfølgeren til bogen "Hej Far Kære Emil", ligesom de fortsætter med at tage landet rundt og holde foredrag om den populære tv-serie "Kurs mod fjerne kyster".
Men båden Havana slippes ikke, så ud over at tjene penge, så skal hele familien også bruge tid med Havana.
- Vi skal have Havana på land og have gjort den klar til sommer, hvor vi gerne vil tage nogle småture rundt i Danmark. Det kan også være, vi tager et smut til den svenske skærgård, siger Mikkel Beha Erichsen til TV 2.
Havana ejes nu i fællesskab af Mikkel og hustruen Marian og Theis og Emil og deres respektive kærester.
- Drengene foreslog det selv, så de ikke længere skulle sejle rundt i mors og fars skib. Så nu er det blevet et rigtig familieskib. Men rent praktisk gør det ikke den store forskel, forklarer Mikkel Beha Erichsen.