Randers HK-træner Jan Leslie er skuffet, efter at han fra sidelinjen søndag så sine spillere misse pladsen i DM-finalen trods en 27-26-sejr i det andet opgør mod Team Tvis Holstebro.
Med ind til søndagens kamp havde Team Tvis en firemålsføring fra det første møde, og det handicap kom til at koste Randers-mandskabet muligheden for at forsvare DM-titlen.
- Vi var så tæt på, som vi kunne være, og vi havde givet os selv et dårligt udgangspunkt ved at tabe den første kamp med fire mål, og det er klart, at det kom til at bide os lidt i røven i dag, siger Jan Leslie.
I det første møde blev en pauseføring på 18-14 til Randers forvandlet til et nederlag på 28-32.
- Jeg er pissehamrende skuffet. Vi leverede en pragtpræstation i dag, og desværre havde vi en dårlig anden halvleg i Randers, og den kom til at koste os pladsen i finalen, siger Randers-træneren.
- Det er klart, at vi er voldsomt skuffede. Vi ville gerne havde været i vores fjerde DM-finale i træk. Vi har nogle spillere, der kan spille noget flot håndbold. Jeg troede, vi ville vinde guld igen i år, siger Leslie.
- Det var en helstøbt fighterindsats fra pigerne i dag, der desværre ikke rakte hele vejen, siger han.
/ritzau/