Mangel på erfaring og international kynisme hos de danske spillere blev afgørende for, at håndboldkvinderne tirsdag aften ikke formåede at kvalificere sig til EM-semifinalen i Serbien.
Det mener landstræner Jan Pytlick efter nederlaget på 26-29 til værtsnationen i en hårdt spillet og intens kamp.
- Vi mangler erfaring i vores spil, vi mangler den kynisme i forsvaret, som serberne har, når de bare går op og smadrer løs på os. Hvis du ser på de tacklinger, vi kom ud for i forhold til, hvad der skete i den anden ende, var der stor forskel, siger Jan Pytlick.
29 mål imod er dog et meget gennemsnitligt tal for de danske kampe i denne turnering, og det var da lige så også i den anden ende, det ikke gik efter landstrænerens plan.
- Som helhed var det vores angrebsspil, der gjorde, at vi kom til at hænge efter dem. Vi skulle score noget mere fra distancen. Vi skal være i stand til at sætte spillet bedre op, end vi gjorde. Vi fandt ikke vores stregspillere, opremser Pytlick.
Hans spillere formåede ellers at komme tilbage fra en rædselsfuld start, hvor serberne midt i første halvleg førte 14-8. Men danskerne formåede ikke at holde fast.
- Med ni minutter igen var vi foran med et mål. Det var små ting, der afgjorde, at vi ikke trak fra der, siger Jan Pytlick.
Nu handler det om at slå Norge på torsdag og så håbe, at Frankrig besejrer Serbien. Det er ikke umuligt, men afgørelsen er ikke længere i spillernes egne hænder.
- Jeg synes, Norge er blevet bedre. De er kommet ind i turneringen på en helt anden måde, men muligheden er der. Vi vil udfordre Norge alt det, vi kan, lyder det fra landstræneren.
/ritzau/