Et stigende antal lønmodtagere bliver bedt om at sætte sig ind i og skrive under på kontrakter på flere hundrede sider. Det skriver norske E24.no.
”Vi har eksempler på medlemmer, som præsenteres for meget komplicerede kontrakter på op til 200 sider – på engelsk. Selv for en advokat kan det tage flere dage at gennemgå sådan en aftale. Det vil være vanskeligt for en arbejdstager at forstå indholdet,” siger Erlend Aarsand, leder af den juridiske afdeling i fagforeningen Nito, til E24.no.
De omfattende kontrakter er ofte udarbejdet af store internationale koncerner, der har standardiserede kontrakter, som gælder for ansatte, uanset om de arbejder i Norge, USA eller Singapore.
”Hvis ansøgeren ikke skriver under, kan de miste jobtilbuddet. Er man allerede i et ansættelsesforhold, behøver man naturligvis ikke acceptere en ny og omfattende ansættelseskontrakt. Men der er desværre eksempler på, at en underskrift fremtvinges under trussel om svagere lønudvikling eller hindringer videre i karrieren,” siger Erlend Aarsand.
Kilde: E24.no