Sæsonens store overraskelse i dansk herrehåndbold, Mors/Thy, slutter en flot sæson uden at vinde medaljer.
Det står klart, efter at holdet fredag tabte 23-27 på udebane til Skjern Håndbold efter 11-16 ved pausen.
Skjern vandt sidste fredag det første opgør på Mors med 26-25, og dermed tager klubben bronzemedaljerne med en samlet sejr på 53-48.
For Mors-træner Jan Paulsen og hans mandskab endte sæsonen dermed i lidt af en nedtur. Holdet var kun et mål fra en sensationel finaledeltagelse, men kræfterne var tilsyneladende sluppet op, da bronzemedaljerne skulle fordeles.
Efter 20 minutter havde Skjern skabt et forspring på fem mål, og det formåede morsingboerne ikke at indhente.
Kampen var afskedsforestilling for to af Skjerns store profiler i en årrække. De tidligere landsholdsspillere Kristian Gjessing og Jesper Jensen blev både før og efter kampen hyldet af publikum i Skjern Bank Arena.
- Det er en stor aften for mig det her. Jeg har haft en klump i halsen hele aftenen. Når vi nu ikke kunne komme i finalen, er det den perfekte afslutning, siger Kristian Gjessing til TV3 Sport1.
Guld- og sølvmedaljerne er et anliggende mellem KIF Kolding København og Aalborg Håndbold. Nordjyderne har et forspring på otte mål inden returkampen søndag aften.
/ritzau/