Der er ikke hold i anklagerne om, at Skatteministeriet bevidst har valgt at annullere en principiel skattesag, fordi den truede med at give store skattesmæk til blandt andet politikere, direktører og andre pendlere med lejlighed i København.
Det siger skatteminister Kristian Jensen (V) efter, at Socialdemokratiet og SF stærkt har kritiseret, at Skatteministeriet har taget en kovending og bremset en skattesag i Højesteret.
»Sagen er kørt som alle andre retssager, hvilket vil sige, uden ministerens viden og indblanding. Og derudover har jeg ingen kommentarer,« siger skatteminister Kristian Jensen.
Royal Greenland
Sagen begyndte, da Skatteministeriet rejste en sag mod Royal Greenland-direktøren Keld Askær. Skattemyndighederne mente ikke, at direktøren kunne sælge sin bolig på Fyn skattefrit, fordi han havde sin faste adresse i Grønland.
Et skattefrit boligsalg kræver nemlig, at man har haft fast bopæl på adressen.
Først vandt ministeriet sagen mod direktøren i Lands -retten, og dermed skulle Keld Askær betale skat af den gevinst, han fik, da han solgte sin bolig. Men da Askær ankede sagen til Højesteret, bakkede Skatteministeriet pludselig ud.
Både SF og Socialdemokratiet har i Jyllands-Posten antydet, at ministeriets kursskifte kunne skyldes, at mange Folketingsmedlemmer, blandt andet Kristian Jensen selv, har pendlerlejlighed i København og dermed risikerede ikke at kunne sælge deres bolig skattefrit.
Ikke set eller hørt noget
Og ministerens forklaring om, at han hverken har set eller blandet sig i sagen, tilfredsstiller ikke socialdemokratiets skatteordfører,
John Dyrby.
»Jeg håber virkelig ikke, at begrundelsen for at annullere sagen er, at man er blevet klar over, at det ville ramme en række folketingsmedlemmer på pengepungen. Men jeg kan altså ikke se anden grund til at gøre det. Man havde jo fået et praj i Landsretten om, at sagen kunne
holde,« siger John Dyrby.
Han har nu har bedt om en forklaring for ministeriets kovending i et skriftligt spørgsmål til skatteministeren.