Colombias største stjerne, James Rodríguez, er ikke så slemt skadet som frygtet, og dermed stiger sandsynligheden for, at han kan stille op i tirsdagens kamp mod England i ottendedelsfinalen ved VM i Rusland.
Det fremgår af en opdatering natten til søndag fra fodboldforbundet i Colombia om spillerens tilstand.
- James Rodríguez har gennemgået en skanning i dag (lørdag, red.), og den viser, at han har pådraget sig et mindre ødem (hævelse som følge af væskeophobning, red.) i sit højre ben, men der har ikke været nogen muskelskader, meddeler forbundet ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Rodríguez måtte torsdag forlade banen i Colombias afsluttende gruppekamp mod Senegal i det 31. minut.
Han deltog ikke i lørdagens træning, og fodboldforbundet nævner ikke noget om hans muligheder for at være med mod England.
Ved VM i Brasilien i 2014 sluttede den nu 26-årige Rodríguez som turneringens topscorer med seks mål i fem kampe. Efter succesen skiftede han fra Monaco til Real Madrid, som i den forgangne sæson lejede ham ud til Bayern München.
/ritzau/