Endnu en gang skal de ansatte på VUC Syd igennem en fyringsrunde.
Det skriver JydskeVestkysten.
Den skandaleramte skole har ifølge avisen varslet, at skolen nu påtænker at nedlægge 60 stillinger på grund af et faldende elevtal og forventede kæmpeunderskud i år og næste år.
Direktør Asbjørn Nielsen forventer, at der vil være tale om fyringer for alle de 60 stillinger. 20-30 af fyringerne vil ramme undervisere, mens resten findes blandt eksempelvis kantinepersonale, pedelpersonale og personale i administrationen.
VUC Syd var sidste år var omdrejningspunkt i en række sager om blandt andet dyre udlandsrejser for skolens topledelse, ansættelser af ledelsens familiemedlemmer samt en indretning af direktørens kontor for 225.000 kroner.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet gik ind i sagen og udtale heftig kritik af VUC Syd på en lang række punkter. I september afsatte styrelsen samtidig bestyrelsen efter kun fire måneder på posten. Det skete, fordi Styrelsen for Undervisning og Kvalitet ikke mente, at genopretningsplanen for skolen var tilstrækkelig.
Ifølge direktør på VUC Syd Asbjørn Nielsen er det den midlertidige bestyrelse, som nu er blevet indsat, der har besluttet, at der skal yderligere fyringer til for at rette op på skolens trængte økonomi.
I sommerens løb blev 47 ansatte varslet fyret. 34 endte med at få en fyreseddel. VUC Syd har i dag omkring 250 ansatte.