Han har drømt om, at han med tiden kunne genindtræde i sin rolle og genoptage en del af sine royale pligter. Men den drøm ser ud til endegyldigt at være slukket for britiske prins Andrew.
For ifølge flere engelske medier er Andrews bror, prins Charles, så bekymret over nyeste udvikling i skandaleprinsens sexsag, at alle døre er lukket. Faktisk frygter Charles nu, at sagen kan have ødelæggende indflydelse på monarkiets fremtid.
Det sker, efter Virginia Giuffre har anlagt sag mod prins Andrew, som skulle have tiltvunget sig sex med hende mod hendes vilje – altså i princippet voldtægt. Forbrydelsen skulle have fundet sted flere gange omkring årtusindeskiftet i den pædofili-dømte Jeffrey Epsteins boliger i London og New York. Epstein og Andrew var nære venner.
– Prins Charles elsker sin bror. Men dette vil sandsynligvis forstærke hans overbevisning om, at der ingen vej er tilbage for Andrew. Denne sag bliver ved med at dukke op med frygtelig regelmæssighed, siger en kongelig kilde til avisen The Times.
Ydermere spekuleres der i, at prisen – der i 2019 opgav de fleste af sine mange protektioner som følge af sagen – kan risikere at miste sin titel som ”Hans kongelige højhed”.
I forbindelse med voldtægtssagen kan prins Andrew også se frem til at skulle betale en anseelig erstatning, hvis han bliver dømt. I selve sagsanlægget er der ikke nævnt et specifikt beløb, men Virginia Giuffres advokat siger til The Telegraph, at det vil være et substantielt beløb.
Mark Stephens, advokat i London der repræsenterer ofre for seksuelle krænkelser, mener, at erstatningen kan beløbet sig til helt op mod 500 millioner kroner.
Da sagen er anlagt i USA, kan prins Andrew i princippet slippe for at møde op. Og også slippe for at betale en eventuel erstatning, da amerikanske myndigheder ikke kan tvinge ham til at hoste op. Men de kan til gengæld beslaglægge de midler, Andrew eventuelt har i landet.