Den 25-årige hollandske mand, Bernio Verhagen, afviser alle anklager om røveri, vold og trusler.
Det forklarer han onsdag i et grundlovsforhør ved Retten i Viborg.
Manden var indtil tirsdag tilknyttet fodboldklubben Viborg FF. Så blev han fyret, da klubben mener sig udsat for bedrageri.
Tirsdag aften blev han så anholdt efter tumult i en kiosk i Viborg.
Politiet sigter ham for at have overfaldet sin kæreste i kiosken og frarøvet hende sit pas og 1650 kroner.
Men den 25-årige mand har en anden udlægning af forløbet.
- Jeg vil bare have hende ud fra kiosken. Vi ville begge komme i problemer, hvis politiet kom, forklarer manden, der er iført en sort dynejakke og en grå hættetrøje.
Bernio Verhagen taler engelsk i retten, og en tolk oversætter.
I retten afspilles en overvågningsvideo, hvor man kan se, at manden angiveligt trækker kvinden væk.
Men den 25-årige mener ikke, der er tale om vold fra hans side.
Hvis nogen har været udsat for vold, er det ham, forklarer han og strækker armene frem.
Der er kradsemærker og et blodigt sår, og det er kæresten, der er skyld i det, forklarer manden.
Bernio Verhagen har forklaret, at han er kæreste med kvinden fra Chile. Men for tiden bor hun på et krisecenter, da deres forhold har været tumultarisk.
Verhagen blev præsenteret som ny spiller i Viborg FF tidligere på måneden.
Men fodboldklubben mener at have indgået en aftale med hollænderen under falske forudsætninger.
Det har siden vist sig, at Verhagen ikke har spillet en eneste professionel kamp, og at flere af de klubber, som han hævder at have været til prøvetræning hos, ikke kender ham.
Viborg FF har indgivet en anmeldelse til politiet om bedrageri.
/ritzau/