Selv om han stadig scorer masser af mål, har Lionel Messi sine problemer at slås med. FC Barcelona-spilleren må nu holde to til tre ugers pause med en mindre muskelskade.
Det oplyser klubben søndag på sin hjemmeside.
- Undersøgelser her til morgen har bekræftet en lille muskelskade i Messis højre lår, skriver klubben på sin hjemmeside.
- Den forventede pauser bliver to til tre uger, og han går derfor glip af kampene i næste uge mod Celtic og Valladolid.
Efter næste weekends spillerunde i de nationale ligaer er der igen landskampspause, og den kommer altså belejligt for Barcelona, så Lionel Messi muligvis kan nå at være med, når ligakampene genoptages - Barcelona møder Osasuna den 19. oktober.
Argentineren var udtaget til sit lands VM-kvalifikationskampe mod Uruguay og Peru, men dem kommer han nu til at springe over. Argentina har allerede sikret sig adgang til næste års VM-slutrunde i Brasilien, så ulykken er ikke så stor.
Lionel Messi har haft skadesproblemer i en lind strøm siden sidste sæsons kvartfinale i Champions League mod Paris Saint-Germain i april.
Ikke desto mindre har han alligevel scoret 11 mål i ni kampe for FC Barcelona i denne sæson, hvor klubben har haft sin bedste start nogensinde i ligaen.
/ritzau/