Brøndbys sikkerhedschef, Emil Bakkendorff, var tydeligt rystet efter de voldsomme uroligheder i minutterne efter hans klubs pokalsejr over FC København.
- Det er skammeligt for Brøndby specielt, men det også en skamplet på dansk fodbold, at det har udviklet sig sådan, siger han til Ritzau.
- Det er ikke fans, der gør sådan noget. Det er ikke mennesker, der hører hjemme i et fanmiljø, der opfører sig sådan, fortsætter han.
Emil Bakkendorff kan ikke huske at have oplevet tilsvarende opførsel fra tilskuerne.
- Det er det værste, jeg har oplevet herude. Det er helt uacceptabelt. Det må aldrig ske igen, siger sikkerhedschefen.
Hvad det vil betyde fremadrettet vil Emil Bakkendorff endnu ikke gætte på.
- Jeg vil ikke konkludere her i en sen nattetime. Når chokket og forfærdelsen har lagt sig, må vi rationalisere, konstaterer Emil Bakkendorf.
- Men det bliver svært at komme videre herfra. Og det vil være mærkeligt, hvis det ikke får konsekvenser," siger han og vil ikke kommentere om muligheden er kampe uden tilskuere.
/ritzau/