En mand blev torsdag aften stukket ned i Fredericia.
Det oplyser efterforskningsleder Carsten Vester fra Sydøstjyllands Politi.
Tre mænd er anholdt og sigtet for drabsforsøg. De vil senere fredag blive fremstillet i et grundlovsforhør.
Ofret er uden for livsfare.
Overfaldet skete først på Lange-Müllersvej, inden det fortsatte på Nordre Ringvej.
Carsten Vester kan dog fredag formiddag ikke gå dybere ned i, hvad der egentlig er foregået.
- Det er meget tidligt i efterforskningen, så jeg kan ikke sige mere.
Det vides ikke, hvordan mændene forholder sig til sigtelsen. Det er også uvist, hvorfor manden blev stukket med kniv, ligesom det er uklart, om de fire personer kendte hinanden i forvejen.
Efter planen bliver mændene fremstillet i grundlovsforhøret ved Retten i Kolding klokken 13 fredag.
/ritzau/