Sidney Lee er ikke bleg for at snige et par engelske ord ind hvilken som helst sætning i hvilken som helst samtale. Så måske er det den force, han vil udnytte, når anden sæson af hans tv-program skal filmes i USA.
Den mediehungrede kendis begynder optagelserne af den første sæson i august, og allerede nu er den anden sæson på trapperne, skriver bt.dk.
"Vi skal med 99 procent sikkerhed optage en sæson nr. 2 i USA. Det afhænger af, hvor stor en succes, vi får her i landet med den første sæson. Men jeg kan ikke forestille mig andet, end at det bliver stort. Jeg vil gerne være international," siger han. Og vurderer sin fremtid sådan:
"I Danmark findes der kun C-kendte. De rigtige kendte findes i Hollywood. Se bare, hvad der skete for Gitte Nielsen i 80'erne. Hun er den eneste rigtig store dansker, der hare været. Jeg er helt sikker på, at jeg kan blive en af dem. Uden at det skal lyde blæret, er det gået meget godt indtil videre."
Sidney Lees første program hedder 'Rock'n'roll'-camping. Sammen med vennerne Dennis og Casper skal de ellers så forfængelige fyre køre provinsen tynd i en campingvogn. Lee regner med, at det bliver startskuddet på noget stort.
"'Rock'n'roll camping' kan blive programmet, der løfter mig derovre (USA red.)," siger Sidney Lee.