SF-formands krav til Mette F: Kæmp for de nedslidte eller glem os som støtteparti

Jeg kunne godt tænke mig en model, hvor vi ti år før pensionsalderen, kigger på personen og spørger, hvor længe kan du holde til at arbejde, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr. (Foto: Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix.)

Det har topprioritet for SF at finde en løsning for nedslidte seniorer, og det skal fremgå af et regeringsgrundlag, pointerer Pia Olsen Dyhr. 'Vi tager nedslidning alvorligt,' siger socialdemokratisk ordfører.

Nedslidte håndværkere, sosuer, industriarbejdere og sygeplejersker skal ikke fræse rundt på fuldtid på arbejdsmarkedet til pensionsalderen, hvis de ikke kan holde til det.

Det mener SF-formand Pia Olsen Dyhr, der kalder nedslidning for det største problem på det danske arbejdsmarked.

Derfor vil SF efter det kommende folketingsvalg kun pege på Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen som statsminister, hvis hun vil sikre, at nedslidte lønmodtagere får en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

- Det er vigtigt for os, at vi finder en løsning på de nedslidtes problem, og det skal fremgå af et regeringsgrundlag. Vi har en række krav til en ny regering, og et af kravene er pension til nedslidte, siger Pia Olsen Dyhr til Avisen.dk.

Ret til individuel bedømmelse   

Hun mener, at alt for mange lønmodtagere kommer i klemme, fordi pensionsalderen stiger. Derfor er hun også klar med et forslag til en mulig model for differentieret pensionsalder.  

- Jeg kunne godt tænke mig, at vi får en model, hvor vi 10 år før pensionsalderen, kigger på personen og spørger, hvor længe kan du holde til at arbejde videre, siger hun.  

Danske lønmodtagere skal ifølge SF 10 år før deres pensionsalder have ret til at komme til en individuel screening, hvor det skal vurderes, hvad der skal til for, at de kan holde til at arbejde helt frem til pensionsalderen.

Hvis færre arbejdstimer om ugen eller andre arbejdsopgaver er nødvendigt for, at den nedslidte ældre lønmodtager kan fortsætte på arbejdsmarkedet 10 år mere, skal der sættes ind for at forebygge en tidlig deroute fra arbejdsmarkedet.

Og lønmodtagerne skal have ret til nedsat tid og kompenseres på løn, hvis det er den rigtige medicin, lyder det fra SF-formanden.

Kommunerne skal ikke have ansvar 

- Den individuelle bedømmelse 10 år før pension kunne være på arbejdsmedicinsk klinik eller et andet tilsvarende sted, men jeg tror ikke, at vi skal ud i det kommunale system, noterer hun. 

SF lægger op til, at arbejdsmarkedets parter også skal være med til at finde en model til differentieret pensionsalder på »en begavet måde«.

- Vi er faktisk forskellige, og derfor tror jeg, at det er afgørende, at det bliver individuel vurdering. Nogle siger, at det er de ufaglærte, der bliver nedslidte. Det er det også i stor stil, men der er også andre end ufaglærte, der bliver nedslidte, og det skal vi tage højde for, siger hun og understreger, at hun ikke tror på, at man kan lave en differentieret pensionsalder med udgangspunkt i brancher.

- Jeg vil bare gerne have en ordning, der tager højde for de mange dilemmaer, der er i, at vi er forskellige, men alle sammen kan risikere at blive nedslidte, fastslår hun.

S: Vi arbejder på en løsning

Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Leif Lahn Jensen, vil ikke kommentere SF's konkrete forslag og krav til, at det skal fremgå af et regeringsgrundlag, at nedslidte skal sikres mulighed for at gå tidligere på pension. 

- Men jeg er glad for, at SF mener noget om nedslidning, og jeg kan i hvert fald garantere, at vi tager nedslidning meget alvorligt og arbejder på at finde nogle løsninger, siger han.

Leif Lahn Jensen kalder det uholdbart, at lønmodtagere, der har knoklet med hårdt fysisk arbejde, siden de var 17 - 18 år, fremover skal være i job til de er over 70 år.

- Som politikere har vi en bunden opgave, fordi vi på har besluttet på Christiansborg, at pensionsalderen skal stige. Hele venstrefløjen er klar til at finde løsninger for de nedslidte, og jeg ville bare ønske, at de borgerlige partier også begynder at indse behovet for værdig tilbagetrækning, siger han. 

Hundesyg for at få førtidspension

Regeringen taler ifølge S-ordføreren mod bedre vidende ved at sige, at der er redskaber som førtidspension til at hjælpe de nedslidte.

- Hvis du skal have førtidspension i dag, skal du jo være hundesyg. Så der er ikke de redskaber og løsninger, der skal til, og dem er vi ved at pejle os ind på, siger han. 

Også SF-formanden kritiserer regeringen for ikke at tage nedslidning hos ældre lønmodtagere alvorligt.

- Regeringen har foreslået at fremrykke stigningen i pensionsalderen, og det tyder på, at de ikke har forståelse for de mennesker, der bliver hårdt ramt af den stigende pensionsalder. Den arrogance overfor dem, der ikke bare kan holde til at arbejde, fordi man selv kan, skal man passe meget på, siger hun.

Læs stort interview med SF-formand Pia Olsen Dyhr her.

Læs hele Avisen.dks tema om nedslidning her: