Medarbejdere i Nordea Bank har gennem lang tid - mod betaling - lækket oplysninger om kendte kunders økonomiske forhold til den norske udgave af sladderbladet Se og Hør. Sådan lyder anklagen i en bog En helt vanlig dag på jobben , der er skrevet af en tidligere journalist på bladet, Håvard Melnæs.
Ifølge bogen skulle bladet blandt andet have betalt Nordea-ansatte for at have solgt oplysninger om så prominente folk som medlemmer af kongehuset.
Bogen trækker for tiden store overskrifter i de norske aviser. Ikke på grund af bladets arbejdsmetoder, men på grund af bankens troværdighed. Og i dag, onsdag, konkluderer Nordea efter en intern granskning, at påstandene ikke kan afvises:
- Der er sandsynlighed for, at ansatte i Nordea kan have solgt kontooplysninger til Se og Hør, siger lederen af efterforskningsgruppen, advokat Eva Jarbekk til vg.no.
Undersøgelsen er ikke kommet frem til, hvilke ansatte der måske - måske ikke - har solgt de prekære oplysninger. Dog er der identificeret e-mails fra banken til potentielle modtagere hos Se og Hør , som det hedder i rapporten.