Op mod 600 brasilianske familier står uden tag over hovedet, efter en voldsom brand opslugte en såkaldt favela i Sao Paulo natten til mandag.
Indbyggerne i slumkvarteret forsøgte ellers selv at hjælpe til med slukningen af ilden, men den desperate indsats nåede ikke at redde deres huse, og i løbet af tre timer brændte de mange hundrede hjem ned til grunden.
Husene i de brasilianske favelaer er generelt bygget af billige materialer. Bygningerne var ikke brandsikret, og det var ikke et kvarter, der på nogen måde havde en redningsplan i tilfælde af brand. Desuden var gaderne flere steder for smalle til, at brandbilerne kunne komme frem, oplyser Sao Paulos myndigheder.
Der er ikke meldt om nogen dræbte i branden, men flere indbyggere måtte efterfølgende behandles for røgforgiftning. Medvirkende: Dansk tilrettelæggelse: Sune Skallerup Sørensen