Det kommer bag på de bankansattes fagforening, Finansforbundet, at 168 danske ansatte tirsdag har fået besked om, at de mister deres job i Saxo Bank.
For stik mod sædvane har fagforeningen ikke været taget med på råd op til fyringerne, som i alt løber op i 266 stillinger verden over.
- Det er helt normal praksis, at den faglige repræsentant inddrages i forhandlingerne ved fyringer af denne størrelsesorden - blandt andet for at kunne koordinere den samlede beskæftigelsesindsats og få de berørte medarbejdere hjulpet videre.
- Derfor kommer timingen og den manglende involvering mildest talt bag på os, siger Kent Petersen, formand for Finansforbundet, i en pressemeddelelse.
Banken begrunder fyringsrunden med, at aktiviteten på finansmarkederne er den laveste i mange år. Men det afspejler sig ikke i virksomhedens årsresultat hidtil, mener Finansforbundet.
Saxo Bank har selv meldt ud, at virksomheden i år til dato har haft et resultat før skat på 190 millioner kroner.
- Regnskabet taget i betragtning er det jo dybt frustrerende, at så mange mister deres job, og det er et bekymrende udtryk for manglende ansvarlighed i forhold til medarbejderne, siger Kent Petersen.
- Vi er efterhånden desværre vant til, at det er hårde tider i den finansielle sektor i øjeblikket, men selv om personaleomkostningerne mange steder ses igennem kritisk, må man alligevel forvente en grundlæggende respekt for medarbejderne, tilføjer han.
Uden for finansbranchen er Saxo Bank i høj grad kendt som sponsor for Bjarne Riis-cykelholdet, hvor man i dag er sponsor sammen med den russiske bank Tinkoff.
Desuden har stifterne bag Saxo Bank været aktive støtter bag partiet Liberal Alliance.