Satte ild til rådhus: Nu er to mænd sigtet

To mænd blev fredag anholdt og sigtet for at have påsat en brand på rådhuset i Grenaa. (Foto: Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix)

Klokken 13 har Retten i Randers et grundlovsforhør, hvor to mænd er sigtet for at have sat ild til et rådhus.

To mænd blev fredag anholdt og sigtet for at have påsat en brand på rådhuset i Grenaa.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

De to er 37 og 33 år og er begge fra Grenaa. De nægter sig skyldige.

Østjyllands Politi modtog natten til onsdag en anmeldelse om, at der var brand på rådhuset. Brandvæsenet fik slukket branden, der resulterede i omfattende røg- og brandskader på dele af bygningen.

Ret hurtigt efter oplyste politiet, at der formentlig var tale om en påsat brand af en eller eller flere indbrudstyve.

En dommer ved Retten i Randers fandt lørdag dog ikke, at det kunne forsvares, at mændene skulle varetægtsfængsles på politiets mistanke. Begge mænd er dermed blevet løsladt.

Den ene af mændene blev dog fængslet for et andet forhold, der drejer sig om besiddelse af cirka 800 gram amfetamin.

Ingen kom til skade i forbindelse med branden.

/ritzau/