SAS har i januar været en lille smule bedre til at lokke passagerer om bord på deres fly. Det viser luftfartsselskabets trafiktal for januar.
- Sammenlignet med januar 2018 var kapaciteten uændret, mens antallet af passagerer steg, skriver SAS.
Dermed har SAS solgt lige under 65 procent af pladserne i deres fly. I januar havde SAS over 1,8 millioner rejsende.
Både konkurrenter og analytikere har spået en hård vinterkrig, blandt andet om kunderne fra København.
I sommer annoncerede lavprisselskabet Norwegian, at luftfartsselskabet ville sætte ind med flere flyvninger fra København. Nordmændene har også sat gang i en større base for langdistanceflyvninger fra København.
Sommerens Norwegian-planer blev beskrevet af aktieanalytiker Jacob Pedersen som "et frontalangreb på SAS".
I oktober fulgte Ryanairs topchef, Michael O'Leary, op med at spå en konkurs til enten Norwegian eller SAS i denne vinter.
Tidligere på ugen har O'Leary fået en mere tilbagetrukken plads i ledelse af Ryanair.
Norwegian har været ude at hente ny kapital for at holde sig flyvende efter et milliardunderskud i 2018.
/ritzau/