Dette er en klumme og udelukkende et udtryk for skribentens egen holdning
Som mand og far til to voksne børn, en pige på 18 og en dreng på 20 år, og tidligere politimand, ser jeg med meget stor alvor på de samfundssociale konsekvenser af samtykkeloven og ikke mindst det retspolitiske skred som er i gang i folketinget, hvor flere love ses at have fået omvendt bevisbyrde. Det fremgår tydeligt af den anvendte retspraksis, som blandt andet beskrives i Marianne Stidsens bog ”Med lov skal man land nedbryde”. Her beskrives 10 sager, der indtil videre er ført til domfældelse med en retspraksis, der fremstår meget problematisk.
En ny lov skal have tydelige rammer og grænser
Når man i et retssamfund vedtager en ny lov, skal straffelovsrådet og politikere sikre sig, at alle i samfundet uden problemer kan se og forstå lovens rammer og grænser, så enhver ved, hvornår lovens bestemmelser er overtrådt. Sådan er det ikke med samtykkeloven og for den sags skyld også Lov om psykisk vold. I disse love er det altid offeret subjektive vurdering, der afgør om loven er overtrådt. Derfor har disse to love flydende usynlige grænser, som altså alene bestemmes af offeret, som i langt de fleste tilfælde er kvinder.
Med samtykkeloven har alle kvinder i fremtiden fået en suveræn retslig og dybt subjektiv sanktionsmulighed overfor mænd, som kan udøves på et fuldstændig vilkårligt tidspunkt. Alle kvinder kan med den lov i hånden, når som helst og hvor som helst anmelde en mand for voldtægt, uden nogen konkret dokumentation og beviser, andet end evnen til at fremstille en sammenhængende detaljeret og troværdig forklaring. Det kaldes også i juridisk forstand ”den subjektive sandhed”. Og viser det sig, at den er usand, har det absolut ingen retslige konsekvenser. Samtykkelovens uofficielle mål må derfor antages at handle om at passivisere mænd og maskuliniteten i samfundet.
Siden samtykkeloven blev vedtaget, har det ikke skortet på retfærdiggørende argumenter og udtalelser fra overvejende venstreorienterede politikere og aktivistiske kvindeorganisationer. Med udgangspunkt i et meget tvivlsomt mørketal gennem årtier, argumenteres der for, hvor nødvendig den lov har været, og hvor retfærdig den er overfor de kvinder, som gennem årtier angiveligt er blevet voldtaget og mistænkeliggjort af politimyndigheden. Langt flere anmeldelser skulle være blevet taget alvorligt, når kvinder henvendte sig med en anmeldelse. Der er sikkert eksempler på, at der gennem tiden ER begået voldtægter, som skulle have været retsligt forfulgt og behandlet i retssystemet. Men derfra og til at stort set alle anmeldelser næsten ukritisk skal tages alvorligt og føre til domfældelse er dybt problematisk.
Love baseret på mandefjendskhed
Der er blevet fremført en overvældende mængde akademisk, teoretisk og identitetspolitisk nonsens for at forsvare og retfærdiggøre en lov, der kan betegnes som en af de mest mandefjendske og samfundsnedbrydende love i nyere tid.
Denne lov, sammen med Lov om psykisk vold, der begge har #Metoo som stedmoder, forsøger at regulere biologi, hormoner og det emotionelle og erotiske felt ud fra en grundlæggende præmis: Kvinder betragtes altid som ofre, der altid taler sandt, mens mænd kollektivt betragtes som voldsforbrydere og løgnere.
Et forført folketing
I denne kontekst er det lykkedes juraprofessor Trine Baumbach og Enhedslisten, et af landets mest feministisk aktivistiske partier, at overtale et 'Woke ‘-orienteret folketing til at stemme for en lov med omvendt bevisbyrde. Interessant nok modsagde dette flertal den klare anbefaling fra 10 ud af 11 medlemmer af straffelovsrådet, der argumenterede for frivillighed frem for fokus på samtykke. Den insisterende tilgang fra en juraprofessor og disse aktivistiske politikere overbeviste tilsyneladende folketingets partier om, at et samtykke i princippet ville være det samme som frivillighed. Det førte til, at alle partierne uden forbehold accepterede dette synspunkt, uden at se nærmere på implikationerne og mulige konsekvenser.
Et formuleret samtykke er en illusion og erotik skal ikke formuleres akademisk
Samtykke bliver en besynderlig og absurd faktor, når det handler om den intime forbindelse mellem to personer. I arbejdet med organisationspsykologi er det velkendt, at ord kun udgør en lille del, cirka 7-8%, af den kommunikation, der foregår mellem mennesker. I en erotisk interaktion spiller kropssprog, signaler, blikke, intuition, mimik, dufte, påklædning og kropsudsmykning en langt større rolle.
I denne udfoldelse af hormonbaserede følelser og instinkter, der ofte kombineres med forskellige rusmidler, bliver et præcis og sagligt sprog irrelevant. Forsøget på at indkapsle den magi, der ligger i denne interaktion i ord og regler, formindsker øjeblikkeligt dens autenticitet og energi. Den seneste tendens mod at pålægge et formuleret sprog på noget, der er dybt nonverbalt, ignorerer den komplekse og ikke-sproglige karakter af erotik, hvorfor det bliver absurd. I forsøget på at definere og forklare den intime forbindelse fratages den sin spontane intensitet og naturlighed.
Et samtykke kan altid ophæves på et vilkårligt tidspunkt efterfølgende
Ethvert samtykke er flydende og kan ændres eller fortrydes, selvom det oprindeligt blev givet. Det er en menneskelig realitet, at mange vil fortryde eller ændre deres mening om beslutninger taget i et øjebliks lidenskab og erotisk opstemthed i en intim kontekst. At bygge en lov på præmissen om, at et offer altid taler sandt, er naivt, usammenhængende og skaber problemer i lovgivningen. Det ignorerer den kompleksitet og gensidighed, der ligger i menneskelig interaktion og beslutningstagning i emotionelt ladet øjeblikke.
De efterfølgende følelser som bondeanger, forsmåethed og bristede illusioner
Forestil dig en situation, hvor to personer indgår i en seksuel relation på et givent tidspunkt. Begge parter er tilsyneladende enige og deltager frivilligt. Dagen efter viser det sig, at den ene part fortryder handlingen af forskellige årsager – måske følte vedkommende sig presset, forsmået eller havde bare en generelt skuffende oplevelse. Vedkommende beslutter sig for at erklære, at samtykket var tvunget eller ufrivilligt, hvilket i henhold til samtykkeloven omdanner den tidligere samtykkede handling til en påstand om voldtægt.
I Marianne Stidsens bog ”Med lov skal land nedbrydes” beskrives adskillige tilfælde, hvor denne dynamik har ført til retssager, der endte med domfældelse af en intetanende mand. Disse eksempler fremhæver lovens problematiske natur. Det bliver enkelt for enhver kvinde at hævde, at samtykket blev givet under tvang, og kun fantasien sætter grænser for, hvordan det kan forklares og forsvares.
Dette scenarie afspejler en virkelighed, hvor det efterfølgende kan være umuligt at bevise eller modbevise påstandene, og det kan resultere i alvorlige retslige konsekvenser for den person, der blev anklaget. Samtykkeloven placerer en ubalanceret magt i hænderne på en part efter en gensidig handling, hvor begge parter tidligere syntes enige og frivillige.
Hvis offeret er troværdigt – er gerningsmanden prisgivet!
Med den nuværende praksis i loven og de anvendte retningslinjer inden for politiet, anklagemyndigheden og domstolene, virker det som om, der er en stærk trang til at opnå forudbestemte måltal, baseret på omtalte mørketal, der retfærdiggør lovens vedtagelse.
Det er nu tydeligt, at dansk retspraksis er under forandring. Når et offer - typisk en kvinde - fremlægger en troværdig og detaljeret forklaring, bliver denne accepteret og stolt på af anklagemyndighed og domstolen. Dette resulterer i, at den anklagede eller den påståede gerningsmands udsagn bliver marginaliseret eller ligefrem ignoreret, idet domsmyndigheden allerede har besluttet sig for at tro på offeret. Dette udelukker enhver mulighed for en retfærdig, afbalanceret objektiv retssag baseret på en grundig juridisk vurdering af udsagn fra begge sider.
Unges sociale liv begrænses unødigt
Det er vigtigt at følge den indflydelse, samtykkeloven har betydet for unges sociale liv. Den markante usikkerhed omkring, hvor grænsen går, har skabt en bekymrende tendens. Mange unge mænd føler sig tvunget til at trække sig fra tidligere naturlig interaktion med kvinder af frygt for potentielle konsekvenser.
Dette forhindrer dem i at erhverve den nødvendige erfaring i sociale interaktioner og relationskultur, hvilket på sigt kan påvirke deres evne til at udvikle og danne sunde parrelationer. Det er essentielt at indse, at samtykkeloven ikke tydeligt placerer et ligeværdigt ansvar for både kvinder og mænd i erotiske situationer, hvilket skaber en meget uhensigtsmæssig ubalance og usikkerhed.
Forsvarsadvokat kæmper de unge mænds sag
Forsvarsadvokat Julie Stage, der er forsvarer for mange af de unge mænd, der er blevet ramt af disse anmeldelser, udtaler at loven er god nok, men blot trænger til nogle ændringer. Det er jeg ikke helt enig i af ovennævnte grunde. Hendes kamp for en retfærdighed for unge mænd er prisværdig, men loven er slet ikke god nok, da den, som hun påpeger, har indbygget en ulighed for loven.
Loven er ikke juridisk og etisk holdbar efter traditionel dansk retspraksis. Den skal derfor fjernes, og man skal skærpe retningslinjerne og differentieringen mellem reel voldtægt, der handler om et seksuelt overgreb gennemført med vold, og almindelig erotisk udfoldelse, hvor både kvinder og mænd har ansvar for, at de ikke indlader sig på mere, end de kan stå inde for på dagen og tiden efter.
Feminismens hidtil største sejr
Marianne Stidsen kalder, i sit interview bragt i Berlingske d. 22/10 2023, samtykkeloven for feminismens største sejr. En lov, der symboliserer det længe ventede instrument i kvindekampen for frigørelse, med det formål at neutralisere patriarkatet og maskuliniteten i vores samfund. På trods af intentionen vil denne lov og Lov om psykisk vold, på længere sigt, vise sig at være et tab for samfundets sammenhængskraft. Dem der står fader til denne lovgivning, har desværre ikke en stopknap – de vil fortsætte deres aktivistiske kurs mod patriarkatet og maskuliniteten og med stor sandsynlighed gå alt for vidt, som det sker for langt de fleste bevægelser og ismer. Det vil nedbryde vores samfunds psykosociale sammenhængskraft og frarøve især unge mennesker mulighed for at udforske og udvikle deres sociale relationer og kultur.
Vi må indse, at juridisk regulering af det intime og naturlige samspil mellem mennesker er en sygelig og forvrænget form for indblanding. Derfor bør samtykkeloven annulleres hurtigst muligt for at undgå at flere uskyldige unge mænd og deres familier ender med at få ødelagt deres fremtid og liv.
Der skal etableres en sund og fremtidsorienteret dialog
Det er vigtigt at etablere en dialog om ansvarlig social adfærd og respektfuld omgangstone mellem kønnene. Ansvar og opmærksomhed omkring interpersonelle og erotiske situationer bør ikke kun lægges på mændenes skuldre. I et samfund, hvor kvinder også stræber efter ligestilling, magt og indflydelse, kommer et medfølgende ligeværdigt ansvar for adfærd og handlinger.
Torben Haugaard er erhvervsrådgiver, psykoterapeut og medlem af Manderådet Foto: Privat