Det var på sin vis til at forudse, at Manchester City ville tabe 0-1 til Sunderland onsdag eftermiddag.
For både i sidste sæson og forrige sæson var det netop disse cifre, der stod tilbage på måltavlen på Stadium of Light, da de to hold mødtes.
Og derfor var Manchester Citys manager Roberto Mancini også forberedt på, at det kunne ende med pointtab for de forsvarende mestre.
- Det er det samme, der sker hver gang vi kommer her. Vi dominerer, og alligevel taber vi. Man tror ikke, at det er muligt, men sådan er fodbold, siger italieneren til Sky Sports.
Mancini erkender dog, at hans hold fejlede på ét punkt, som blev afgørende for kampen.
- Jeg synes, at vi spillede godt, men vi havde ét problem. Vi scorede ingen mål, og vi er nødt til at lave flere mål, hvis vi skal vinde.
- Vores angribere skal forbedre sig, for hvis man ikke laver mål, vinder man ikke. Vi havde fem forsøg alene i første halvleg, men vi lavede ingen mål, siger manageren.
Han måtte med nederlaget se Manchester United øge sin føring til syv point i toppen af tabellen, men det betyder ikke, at mesterskabet er afgjort.
- Det her ændrer intet, sæsonen er lang. United får mange mål imod sig, og lige nu er deres chancer for en titel større, men vi har chancer til at hente ind, siger Roberto Mancini.
Manchester City møder lørdag Norwich på udebane, mens Manchester United hjemme tager imod West Bromwich.
/ritzau/