Esbjerg er et typisk skandinavisk hold med stor styrke i kontraangreb og standardsituationer.
Sådan er vurderingen fra Red Bull Salzburgs træner, Roger Schmidt, dagen før de to hold står over for hinanden i Europa League-kampen i Esbjerg.
- Det bliver en svær opgave for os. Esbjerg er et disciplineret og velorganiseret hold, hvor spillerne har en god mentalitet, siger Roger Schmidt.
- Vi skal være ekstremt påpasselige ved boldtab, for de er stærke på omstillinger, og de viste også i udekampen mod Standard Liege, at de er dygtige til at forsvare sig, lyder det fra østrigernes tyske træner.
Begge hold lagde flot ud i gruppespillet, hvor Esbjerg besejrede Standard Liege, mens Salzburg vandt en overbevisende 4-0-sejr over Elfsborg.
Men det er for tidligt at vurdere, om det er et udtryk for styrkeforholdet i gruppen, mener Salzburg-træneren.
- Det var kun én spilledag, og det ligner en jævnbyrdig gruppe, hvor alle har muligheden for at gå videre.
- Om Esbjerg er stærkere end Elfsborg, er umuligt at sige, før vi har mødt dem. Begge hold spiller typisk skandinavisk med fokus på organisation og disciplin, lyder det fra Roger Schmidt.
Hans hold ligger på førstepladsen i den østrigske liga, men træneren har også haft tid til at forberede sig på torsdagens opgave.
- Hvis man så hjemmekampen mod Saint Etienne, scorede Esbjerg tre af deres fire mål på standardsituationer. Her skal vi selvfølgelig være opmærksomme, siger Roger Schmidt.
Hans kollega i Esbjerg, Niels Frederiksen, mener, at østrigerne må være favorit, fordi klubben med hovedsponsoren Red Bull i ryggen har et markant større budget end danskerne.
- Det er lidt vores skæbne med den sponsor. Vi kender det fra Østrig, hvor vi altid bliver mindet om vores budget, uanset hvor vi kommer hen, siger Roger Schmidt.
- Om vi er favoritter eller ej, kan være ligegyldigt. For os handler det udelukkende om at vinde, og det vil vi selvfølgelig også forsøge her i Esbjerg, lyder det fra Salzburg-træneren.
Kampen fløjtes i gang klokken 21.05 torsdag aften.
/ritzau/