Mandag eftermiddag flyttede flere norske journalister ved EM i kvindehåndbold hotel.
Årsagen var, at der var opstået en kontrovers mellem det danske hold, der bor på samme hotel, og Dagbladet, som havde publiceret et billede af de danske spilleres ophængte julesokker på hotellet.
I den danske lejr tog man fat i både hotellet og Det Europæiske Håndboldforbund (EHF), da man mente, at Dagbladets ageren trådte ind i det privatliv, spillerne bør have.
Sagen ligger nu hos EHF og er fra Dansk Håndbold-Forbunds (DHF) ikke længere et tema ifølge kommunikationskonsulent for det danske kvindehold, Alexander Elverlund.
Selvom historien har givet lidt virak midt i de vigtige EM-kampe for Danmark, så er det ikke noget, som har ramt de danske EM-spillere.
Julesokkerne var ikke et emne, de ønskede skulle tage over ved presseseancen mandag.
Er al snak om julesokker ovre for jeres vedkommende?
- Ja, det er det. Det har vi ikke haft så meget at gøre med, siger højrefløjen Trine Østergaard, som slår fast, at den lidt prekære historie ikke har haft indflydelse på holdet.
Danmark spiller tirsdag den anden kamp i mellemrunden. Det er mod Rusland.
/ritzau/