Rundt om på landets byggepladser er der kommet mere gang i hammer og søm sammenlignet med samme tid sidste år.
Og det har betydet, at knap 2.000 byggefolk nu er trådt ud af arbejdsløshedskøen, skriver Fagbladet 3F.
Den gennemsnitlige ledighed er således faldet fra 13 procent i midt april sidste år til 12,5 procent i samme periode i år. Det viser nye tal for byggebranchen fra BAT-kartellet.
Men træerne gror langt fra ind i himlen for byggebranchen. Den er nemlig fortsat hårdt ramt, vurderer økonom Camilla Vakgaard fra BAT-kartellet.
- Det går i dag lidt bedre end for et år siden. Men arbejdsløsheden i byggeriet er stadig alt for høj, siger hun til fagbladet.
Ifølge Danmarks Statistik var ledigheden på landsplan 6,7 procent i marts i år. Så byggeriets ledighedstal ligger fortsat langt over landsgennemsnittet.
Tallene dækker samtidig over store forskelle mellem de forskellige fag i byggeriet. Elektrikerne har det bedst med en ledighedsprocent på 4,9. I bunden af skalaen ses malerne, hvor 18 procent er ledige.
Også når det gælder hvor i landet, ledigheden i byggeriet rammer, er der forskelle. Værst ser det ud i Region Sjælland med en ledighed på 14,6 procent, mens ledigheden i Region Midtjylland er på 10,8.
Kilde: Fagbladet 3F