Så er der råd til julegaver: Dagsløn på 7,7 millioner kroner

En fjer i hatten og 2,8 mia. kroner i løn. Denise Coates tjener styrtende på sit bettingfirma. (Foto: Ritzau Scanpix)

Ejeren af bettingfirmaet Bet365 tjener det samme som 11.000 sygeplejersker.

Denise Coates får ingen problemer med at få råd til julegaverne. Den 52-årige ejer af betting-firmaet Bet 365 kan i år tildele sig selv en løncheck på svimlende 2,8 mia. kroner svarende til 7,7 mio. kr. om dagen.

Det skriver den engelske avis The Guardian, der også forsøger at sætte tingene i perspektiv. Denise Coates’ hyre er således 2.000 gange højere end den løn, som landets premierminister Boris Johnson får og svarer til det, som 11.429 britiske sygeplejersker tilsammen indkasserer på et år.   

Den astronomiske løncheck er ny rekord i Storbritannien og slår den tidligere rekord på 2,2 milliarder kroner. En rekord, som Denise Coates i øvrigt selv satte sidste år. 

Trods de store lønninger er Denise Coates dog langt fra den rigeste person på de britiske øer. Ifølge The Guardian er hun med en formue på cirka 60 milliarder kroner blot nummer 19 på listen over de rigeste personer. 

Denise Coates stiftede Bet365 for 19 år siden. Firmaet omsætter hvert år for mere end 400 milliarder kroner.