Ritzau
Opdateret kl. 12:08
Socialdemokratiet fastholder sit udlændingeudspil, så udlændinge i fremtiden ikke kan søge asyl i Danmark, men kun fra lejre i Nordafrika.
Alligevel regner partiet med, at rød blok vil pege på S-formand Mette Frederiksen som statsminister.
Det siger Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen.
Flere medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse siger til DR Nyheder, at S-udspillet krydser Enhedslistens røde linjer for at støtte en S-regering.
- Det er ingen hemmelighed, at folk til venstre for Socialdemokratiet er uenige med vor politik om udlændinge. Men efter næste folketingsvalg er der to muligheder for, hvem der kan blive statsminister, siger Nicolai Wammen.
- Det er enten Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen. Der håber og tror jeg, at også Enhedslistens hovedbestyrelse og andre vil kunne se, at det vil være klart bedre, at Mette Frederiksen bliver statsminister end Lars Løkke.
I 2016 bad Enhedslistens årsmøde hovedbestyrelsen lægge en mere aggressiv kurs over for Socialdemokratiet.
Udlændingeudspillet er også en rød klud for De Radikale og Alternativet. Sagen vil splitte rød blok i en valgkamp, mener politisk kommentator Hans Engell.
Socialdemokratiet rokker ikke ved sit udlændingeudspil?
- Nej. Vi står fuldt og helt bag vort udlændingeudspil. Det er et rigtig stærkt bud på, hvordan vi kan passe godt på Danmark. Samtidig med, at vi løfter et ansvar for mennesker i nød, siger Nicolai Wammen.
- Det håber jeg da, at så mange partier som muligt kan se vil være fornuftigt. Også efter næste folketingsvalg.
Socialdemokratiet satser på en "fast og stram" udlændingepolitik hen over midten i dansk politik med bred støtte fra befolkningen. Det er vigtigt for Danmark, mener Nicolai Wammen.
/ritzau/