Rasmus Prehn har været socialdemokratisk folketingsmedlem siden 2005. Rasmus Prehn har været sit partis ordfører på blandt andet forsknings-, bolig- og kommunalområdet. I dag er han socialdemokraternes transportordfører. Udover transportområdet er han optaget af at styrke uddannelsesområdet, sikre ordentlig velfærd, mindre ulighed samt flere lærepladser og arbejdspladser. Endelig har han en helt særlig forkærlighed for Nordjylland, hvor han er valgt og bor med sin kone, tre børn og en Golden Retriever.
”Sæt dig herhen, så jeg kan sparke dig over skinnebenet, når du staver forkert”.
Sådan lød det fra den ældre lærer fra ”læseklinikken” på Borgerskolen i Taastrup, da jeg mødte ind første dag. Det var i starten af 1980’erne. Adskillige år efter lærernes revselsesret mod eleverne var blevet ophævet i 1967 med det såkaldte spanskrørscirkulære. Men den regelændring gik de ikke meget op i på Borgerskolen i Taastrup den gang.
JEG SKAL LIGE LOVE FOR, der blev sparket og slået igennem, og desværre havde det ingen positiv indvirkning på min evne til at stave eller læse. Jeg var gul og blå på skinnebenet, og i de år græd jeg hver dag på vej til skole. Inden læseklinikken var jeg en urolig, men frisk dreng med livlig fantasi, stor nysgerrighed og havde ekstremt svært ved at sidde stille. Jeg havde krudt i røven, som man sagde den gang. I dag havde jeg måske fået en diagnose.
Min dansk- og klasselærer, kaldet Økse-Bent (og det var ikke kun på grund af hans store samling af flintestensøkser), havde ikke meget tålmodighed med mig, og da hans ørefigner og rysteture ikke var tilstrækkeligt til at sætte mig på plads, røg jeg en tur på læseklinik. Alene ordet antyder jo, at der er noget sygeligt ved eleven, der skal kureres. Årene på læseklinikken med spark, slag og rusketure tog krudtet ud af mig til sidst. Gjorde mig stille, indadvendt og næsten usynlig. Jeg blev et spøgelse. Synlighed var jo lig med tæsk og ydmygelse. Med usynlighed blev tæskene færre - og dermed tilværelsen mere tålelig.
"Vold er ondskab - ikke opdragelse eller pædagogisk virkemiddel"
At læse og skrive lærte jeg aldrig i læseklinikken, men derimod hjemme hos min mor, der tog sagen i egen hånd. Hun tog sig tid til ved siden af sit job som pædagogmedhjælper at lære mig at læse og skrive. Hendes metoder var tryghed, tålmodighed og tilskyndelse. Det virkede langt bedre end tæsk og ydmygelse. Siden gjorde år på efterskole, fantastiske lærere og kammerater og meget andet underværker, og jeg har da lært at stikke næsen lidt frem igen. Også selvom nogen sikkert stadig synes, jeg er øretæveindbydende.
Jeg har egentligt lagt den tid bag mig. Det var en anden tid, man vidste måske ikke bedre (selvom det faktisk var forbudt), lærerne har måske været afmægtige og har så brugt vold i ren frustration over umulige elever som mig, og så var det heller ikke værre, har jeg tænkt.
MEN FØLELSERNE FÅR FRIT LØB, når jeg læser om andre børn, der blev udsat for vold og ydmygelser, som da jeg læste Hans Scherfigs mesterværk 'Det forsømte forår' eller ser film om emnet. En sommer blev jeg helt overmandet af gråd, da jeg på vej hjem i flyveren fra en ferie så Niels Arden Oplevs fantastisk stærke film 'Drømmen' om en dreng fra Himmerland, der udsættes for helt umenneskelig vold af skolens inspektør i skikkelse af en særdeles velspillende, men uhyggelig Bent Mejding, og hvordan forældrene ikke magter at sige fra, fordi man ikke taler autoriteterne imod.
Men Jesper W. Nielsens biografaktuelle film 'Der kommer en dag' er nok den film, der har gjort allerstørst indtryk på mig. Filmen handler om de uadskillelige brødre, Elmer på 10 og Erik på 13. Drengene er blevet anbragt på børnehjemmet Gudbjerg, efter at deres enlige mor har fået en alvorlig sygdom. På Gudbjerg, der er pseudonym for virkelighedens kostskole Godhavn i Nordsjælland, oplever drengene, hvordan vold og ydmygelse bliver brugt systematisk til at sikre disciplinen på skolen. Som forstanderen Heck, fabelagtigt stærkt spillet af Lars Mikkelsen, siger til den nyankommne lærerinde, Lilian, ligeledes godt spillet af Sofie Graabøl: "Jeg vil gerne være sikker på, De forstår nødvendigheden af disciplinen her på stedet (….) Vores pligt er at hjælpe drengene med at forstå. Også selvom klør fem er det eneste sprog, de forstår".
DRENGENE GENNEMLEVER ET SANDT HELVEDE af vold, overgreb, også seksuelle, samt eksperimenter med medicinsk behandling. Trods flere flugtforsøg standses de igen og igen, og ydmygelserne fortsættes. De lærer til sidst også at blive `spøgelser` for at overleve. Filmen ender dog nogenlunde lykkeligt, ligesom der er små lyspunkter af håb, men det er altså kun i filmen.
For i virkeligheden handler filmen om drengene fra Godhavn. Virkelige drenge der i 50’erne og 60’erne ja helt op i 70’erne oplevede denne syge og vanvittige form for pædagogik. Mange af drengene er endt i misbrug og selvmord. Og filmen er blandt andet lavet for at sikre, at disse drenge, der nu er voksne eller ældre mænd, hvor mange lever på kanten af tilværelsen, får en officiel undskyldning. Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har stillet forslag i Folketinget om en officiel undskyldning fra det danske samfund til drengene fra Godhavn. Desværre blev forslaget stemt ned af højrefløjen i Folketinget.
FOR MIG ER DER INGEN TVIVL. Hvis overgrebene var bare halvt så grove, som det vises i filmen, og det siges endda, at filmen er det rene vand i forhold til virkeligheden, så skal de have en stor og helhjertet undskyldning af den danske stat. Selvfølgelig er det svært og principielt og juridisk udfordrende, når nutidige regeringer skal undskylde noget, der skete for 50 år siden. Synet på disciplin og vold var et helt andet den gang. Vold som disciplinerende og pædagogisk redskab var langt mere accepteret tidligere, hvilket min lille og i denne sammenhæng meget ubetydelige og milde historie også vidner om. Man skal derfor altid være påpasselig med at dømme fortiden med nutidens øjne.
Men når alt dette er sagt, synes jeg, en undskyldning er på sin plads. Det, der skete på Godhavn, var slet, slet ikke i orden. Det burde samtiden også have opdaget. Og i hvert fald er det helt afgørende vigtigt, at vi ved at give en officiel undskyldning fra samfundets side, får givet de stakkels drenge fra Godhavn den velfortjente og helt nødvendige håndsrækning, som en undskyldning vil være.
Ligesom vi på øverste politiske niveau får meldt ud, at vold er ondskab - ikke opdragelse eller pædagogisk virkemiddel. Som samfund lærer vi af, når vi er nødt til at sige undskyld. Og her er det nødvendigt at lære.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.