Niko Grünfeld er kultur- og fritidsborgmester i København. Han er medstifter af Alternativet og Altivisten. Niko er i øvrigt iværksætter på tiende år og arbejder med ledelsesrådgivning, coaching, konfliktmægling og undervisning i erhvervslivet samt den offentlige sektor.
DANMARK HAR verdensrekord i tidlig institutionalisering af børns liv. Vi kender ikke konsekvenserne af dette eksperiment til fulde, men vi ved at børn og pædagoger bliver mere og mere udsatte for stress og mistrivsel. Personalenormeringerne er næsten halveret siden 1980’erne, og jeg er hver dag (som far til tre drenge) øjenvidne til konsekvenserne.
Den førte politik i Danmark, hvad enten regeringen har været socialdemokratisk eller borgelig, har fokuseret på, at den danske konkurrenceevne skal styrkes. Vi skal sikre effektive, arbejdsduelige borgere, der kan knokle på de vilkår, omverden har stillet. Den kamp har vi givetvis allerede har tabt, hvis vi accepterer at spille med på konkurrencestatens vilkår om lavere pris og dermed ofte ringere kvalitet. Men hvis det står til mig, er det heller ikke en kamp, vi skal vinde. Det er vist gammel viden, at man ikke skal konkurrere på sin modstanders vilkår, men i stedet forsøge at tænke nye tanker. Handle ud fra egne styrker. Agere og ikke reagere.
Daginstitutionernes nuværende grundvilkår fremmer ikke ligefrem børnenes indlæring, nærvær og mentale helbred som robuste samfundsborgere. Nærmere tværtimod. De videnskabelige rapporter viser, hvad de seneste mange års ændringer i daginstitutionerne har medført. De dokumenterer, at konsekvensen af den førte politik er direkte skadelig for vores børn og unge. Men vi fortsætter ufortrødent videre i det kendte ’hamsterhjul’. Vækstparadigmets slagside, siger vi til hinanden. Men er det virkelig vejen frem?
VI SKAL som samfund danne og uddanne børn til job, som endnu ikke eksisterer, til teknologier, der endnu ikke er opfundet og problemstillinger, som endnu ikke er erkendt. Med de udfordringer samfundet står overfor, har vi brug for al den kreativitet, entreprenante energi, kritisk analytiske tænkning, empati, samarbejdsvilje og handlekraft, som vi individuelt og i fællesskab kan mønstre. Det skal der arbejdes med i skolen, på uddannelserne og i arbejdslivet, men det begynder altså i institutionerne – især i vuggestuen og børnehaven, som vi ved har stor indflydelse på det gode børneliv.
I løbet af de sidste par årtier har den almene værdsættelse og forståelse af det at være barn ændret sig markant – godt hjulpet på vej af de skiftende regeringspartier. Tidligere var tilgangen til de små, at de skulle have lov til at være børn, have lov at være sig selv, have lov at lege og udvikle sig i det tempo, der var rigtigt for det enkelte barn. Man var også enige om, at børn, der var lidt sent udviklede, nok skulle komme efter det – og som regel holdt det stik. Børn udvikler sig nemlig bedst i leg, i trygge omgivelser og med et nærværende fagpersonale. I dag oplever man ofte det stik modsatte. Alt for mange børn og alt for lidt personale. Det er en bekymrende kurs ud i det åbne eksperimenterende landskab. Både for børn og forældre, men også for samfundet som helhed.
Forskning om børn og unge menneskers udvikling viser, at tidlige investeringer, man gør tidligt, giver et højt afkast, hvorimod utilstrækkelige investeringer i den tidlige barndom får ganske store omkostninger. Disse studier bekræftes af nyere hjerneforskning: En nyfødte babys hjerne er følsom og uudviklet, og udviklingen afhænger af kvaliteten af kommunikationen (nærvær, empati, venlighed) og relationen mellem barn og voksen i de tidlige år.
EN ÆRGERLIG konsekvens af den manglende prioritering af børns opvækst i daginstitutionerne er, at børnene bliver mere socialt og mentalt udsatte. Det er i sig selv grund nok til, at vi skal have ændret den nuværende politiske kurs. Fordi vores børn skal føle sig i gode hænder og modtage det nødvendige nærvær fra voksne. Hver dag og altid når der er brug for det.
Pædagogerne er sat på en umulig prøve, når de står alene med store børneflokke og forsøger at være nærværende over for det enkelte barn. Vi ved fra forskning, at gode normeringer og uddannede pædagoger er essentiel for børns udvikling og trivsel. Og vi ved også, at en dårlig normering desværre har særligt negative konsekvenser for udsatte børn, der netop har brug for en særlig pædagogisk indsats.
Som forældre er der ikke noget, der ligger os mere på sinde, end hvordan vores børn trives, og hvilke muligheder vi giver dem for at leve et trygt, nærværende og kreativt institutionsliv. Vi skal som innovativt samfund sikre, at vores børn får de bedst mulige rammer i daginstitutionerne så de senere hen kan tage vare på sig selv; mentalt, kropsligt og evnen til at skabe robuste relationer.
SELV OM vi forældre har et personlig ansvar for at tilrettelægge vores familie- og børneliv, er det også samfundets opgave at skabe de bedste rammer for dette. Især i et velfærdssamfund som Danmark. Daginstitutionernes ressourcer og grundvilkår skal prioriteres langt højere, så børnene og vi forældre har muligheder for at kombinere et godt arbejdsliv med et lige så godt børne- og familieliv.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.