Den tyske cykelrytter Stefan Schumacher, der er ansat hos det danske cykelhold Christina Watches-Onfone, indrømmer, at han i sin karriere har gjort brug af doping.
Indrømmelsen kommer i et interview med tyske Der Spiegel, og misbruget stammer fra årene 2006-2008, hvor Schumacher kørte for det daværende Gerolsteiner-mandskab.
- Jeg har taget epo - og også væksthormon og kortison. Det foregik systematisk. Det er ikke noget, jeg er stolt af, men det var sådan, tingene var, siger Stefan Schumacher til Der Spiegel.
Han forklarer, at hans daværende sportsdirektør på holdet, Hans-Michael Holczer, udmærket var klar over, hvad der foregik.
- Han var helt klar over, hvad der foregik omkring ham. Det var helt sindssygt, hvilke ting, man kunne forsyne sig med fra holdets lægekasser, siger den 31-årige rytter.
/ritzau/