Kroniske smerter i ryggen og diskusprolapser er grundene til, at næsten 12.000 patienter alene sidste år blev opereret i ryggen.
Det er 5.700 operationer mere end i år 2000, skriver Politiken.
En naturlig forklaring er, at der de seneste år er blevet flere ældre, og at behandlingsmulighederne i dag er bedre end for ni år siden. Men flere fagfolk mener, at mange kunne være undgået, hvis patienterne ikke har ret til operationerne inden en måned, som er tilfældet i dag.
"Jeg kan frygte, at der bliver opereret nogle i dag, som dybest set havde bedre af at se tiden an," siger Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen til avisen.
Han forklarer udtalelsen med, at hvis en patient eksempelvis fået en diskusprolaps, vil det ofte bedres efter seks til otte uger. Men når patienterne har ret til hurtigst mulig behandling, vælger mange at få foretaget operationen.
Og netop derfor ønsker Danske Regioner, som et led i den afsluttende fase af økonomibehandlingerne, at få ændret behandlingsgarantien til to måneder i stedet for én. Det skal gælde for de patienter, der skal opereres i ryggen, knæ, hofter eller have en fedmeoperation.
Både Socialdemokraterne, SF og de radikale har fremsat forslag om ændring af behandlingsgarantien, men forslaget er blevet afvist af Regeringen og Dansk Folkeparti.
"Det er jo lægerne, der beslutter, om patienten skal have en operation eller ej. Så den formand for Lægeforeningen han skulle skamme sig. For det er hans kollega, der stiller diagnosen og sætter behandlingsforløbet op," siger Venstres sundhedsordfører Birgitte Josefsen til avisen.