Ritzau
Opdateret kl. 00:28
Massevis af indtelefonerede bombetrusler bliver i disse dage undersøgt af de russiske myndigheder.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters bliver opkaldene betegnet som "telefonterrorisme" af den russiske talsmand Dmitrij Peskov.
De mange trusler har igangsat evakueringer af over 100.000 mennesker de seneste dage og har påvirket mere end 20 byer, skriver nyhedsbureauet AP.
Senest blev mere end 20.000 personer evakueret onsdag i Moskva, efter at en række bombetrusler kom på næsten samme tid.
Det var blandt andet et stort shoppingcenter på Den Røde Plads, flere banegårde og universiteter i den russiske hovedstad, der blev rømmet, efter at der var indløbet mere end 30 bombetrusler.
Bombetruslerne viste sig dog at være falsk alarm.
De anonyme opkald menes at komme fra et internetsystem og kan ikke spores nemt, skrev Bloomberg onsdag.
Det britiske medie BBC har skrevet, at der tilsyneladende er tale om beskeder, der er blevet indtalt og optaget på forhånd.
Det er uklart, hvem der står bag de mange bombetrusler.
Dmitrij Peskov vil torsdag ikke kommentere konspirationer om, hvem der kan stå bag.
Men til de fremmødte journalister sagde han, "at der gøres alt" for at komme til bunds i sagen.
De statsejede russiske tv-kanaler, hvor mange russere får deres nyheder fra, har ikke rapporteret meget om truslerne.
Der har heller ikke været officielle udtalelser fra de politimyndigheder, der efterforsker truslerne.
Ifølge det russiske medie RT kan en falske bombealarm straffes med op til fem år i fængsel.
/ritzau/