Den russiske bobslædekører Nadezhda Sergeeva er testet positiv for et forbudt stof ved vinter-OL.
Det oplyser præsidenten for Ruslands bobslædeforbund, Alexander Zubkov ifølge flere medier.
Nyheden kommer dagen efter, at den russiske curlingspiller Alexander Krushelnitsky måtte aflevere sin bronzemedalje fra vinterlegene tilbage som følge af en dopingsag.
Krushelnitskys A- og B-prøve viste spor af den præstationsfremmende hjertemedicin meldonium, der har været på den forbudte liste siden 2016.
Ifølge AP kommer oplysningen en dag før, at eksekutivkomitéen i Den Internationale Olympiske Komité (IOC) lørdag mødes for at beslutte, om udelukkelsen af Rusland som nation skal ophæves.
Sker det, vil de russiske atleter kunne bruge det russiske flag ved afslutningsceremonien i Sydkorea.
AP skriver, at Sergeeva er testet positiv for stoffet trimetazidin, der blandt andet bruges imod brystsmerter og som er på den forbudte liste.
Præsidenten oplyser videre, at den 30-årige russiske kvinde afleverede den positive prøve søndag 18. februar.
Forbundet har ifølge Reuters udsendt en meddelelse på Facebook.
- Den 13. februar var hendes prøve ren. Lægestaben på holdet har ikke udskrevet medicinen til atleten.
- Ruslands bobslædeforbund og atleten forstår omfanget af ansvaret og forstår, hvordan det skete kan have betydning for hele holdets skæbne, skriver forbundet.
Nadezhda Sergeeva var i konkurrence onsdag i denne uge, hvor hun sluttede som nummer 12 i kvindernes konkurrence.
Alexander Zubkov siger, at Sergeeva har forklaret, at hun ikke har indtaget hjertemedicin.
Rusland er udelukket som nation fra vinter-OL i Sydkorea i kølvandet på dopingsager, der går tilbage til det seneste vinter-OL i Sotji.
168 russiske atleter deltager ved legene i Sydkorea under neutralt flag.
Indtil videre har der været fire dopingsager ved vinter-OL i Pyeongchang.
Ud over Krushelnitsky og Sergeeva fra Rusland har også en slovensk ishockeyspiller og en japansk speedskater tidligere under legene afleveret positive dopingprøver.
/ritzau/