Opdateret kl. 11:48
Det Internationale Antidopingagentur (Wada) udelukker Rusland fra internationale sportsbegivenheder i fire år. Det skriver flere internationale nyhedsbureauer mandag.
Dermed går Rusland som nation glip af blandt andet OL i 2020 samt vinter-OL i 2022.
Wada oplyser ifølge mediet Inside The Games, at beslutningen blev enstemmigt vedtaget.
Til AFP er der kommet en kort kommentar fra en talsmand fra Wada.
– Den fulde liste af anbefalinger er blevet enstemmigt vedtaget, fortæller talsmanden.
Ifølge The New York Times er Rusland også udelukket fra at afholde eller byde på værtskaber for kommende sportskonkurrencer i den fireårige periode.
Rusland kan appellere sagen til Den Internationale Sportsdomstol (CAS). Det skal ske inden for 21 dage, skriver The New York Times.
/ritzau/